Børnebiblioteket fylder 1 år: Flere børnebøger kommer med hjem
Næstved Biblioteks nye børnebibliotek kan fejre sin første fødselsdag med flotte resultater. Flere børnebøger bliver lånt ud, flere familier bruger biblioteket, og flere borgere fra hele Næstved Kommune finder vej til børnebiblioteket.
Da det nye børnebibliotek på Næstved Bibliotek åbnede for et år siden, var målet at vække læselyst gennem leg, sansning og fordybelse.
Et år senere viser tallene, at børnebiblioteket er blevet taget rigtig godt imod.
Indtil videre i 2026 er der udlånt 3.397 flere børnebøger fra Næstved Bibliotek end på samme tidspunkt sidste år.
Samtidig er udlånet af børnematerialer blandt de 30-39-årige steget med 14 procent fra 2025 til 2026. Ser man tilbage til 2022, låner aldersgruppen i dag 60 procent flere børnematerialer.
Udviklingen kan mærkes
Biblioteks- og Borgerservicechef Karen Delfs oplever, at udviklingen også kan mærkes i hverdagen på biblioteket.
- Vi oplever, at der kommer flere børn i huset og flere nye ansigter, som vi ikke så tidligere. Samtidig kan vi se, at familierne tager flere bøger med hjem. Det er vi virkelig glade for, siger Karen Delfs.
Hun ser de positive tal som et tegn på, at børnebiblioteket er med til at styrke børns læselyst.
- Det var netop ambitionen med det nye børnebibliotek at vække læselyst gennem leg, sansning og fordybelse. Når vi nu kan se, at flere børn besøger biblioteket, og flere bøger kommer med hjem, tyder det på, at vi er godt på vej til at øge børnenes læselyst, siger Karen Delfs.
Fensmark finder vej til biblioteket
De positive resultater kan også ses uden for Næstved by.
Lånere fra Fensmark står i år for omkring 1.000 flere udlån på Næstved Bibliotek end sidste år. Det peger på, at børnebiblioteket også tiltrækker familier fra lokalområderne i Næstved Kommune.
- Det er fantastisk at se, at børnebiblioteket ikke kun bliver brugt mere, men også tiltrækker familier, som måske ikke kom her så ofte tidligere. Når børn får gode oplevelser med biblioteket, bøgerne og læsningen, håber vi selvfølgelig, at de får lyst til at komme igen og bliver ivrige læsere, siger Karen Delfs.
Et bibliotek skabt til børn
Det nye børnebibliotek åbnede 3. oktober 2025 og er tegnet af NOAA Arkitekter, som har erfaring med indretning af en lang række biblioteker.
Børnebiblioteket rummer blandt andet læsehuler, sanseområder, kreative områder og særlige zoner til forskellige aldersgrupper. Her er plads til både fordybelse, leg, ophold og nysgerrighed, og bøgerne er en naturlig del af oplevelsen.