Næstved giver turismen et løft med nye oplevelsesskilte
Ni strategisk placerede oplevelsesskilte skal inspirere både turister og lokale til at udforske hele kommunen.
Næstved Kommune opsætter i disse dage ni nye oplevelsesskilte på strategiske steder rundt om i kommunen for at gøre det lettere og mere inspirerende for både turister og borgere at opdage kommunens mange seværdigheder.
Skiltene kombinerer moderne visuel formidling med wayfinding og præsenterer oplevelser på dansk, tysk og engelsk. De fokuserer på oplevelser fremfor vejnet og fungerer som tydelige blikfang i byrummet, der ikke kræver teknologi for at blive brugt. På skiltene henvises via QR til yderligere information om endnu flere oplevelser i kommunen. Her er det også muligt at downloade kortet på både tysk og engelsk.
Stor andel benytter fysiske kort
Ifølge VisitDenmarks turistundersøgelse benytter 65 procent af turisterne i Vest- og Sydsjælland fysiske kort som inspirationskilde under ferien, hvilket gør denne type formidling mindst lige så vigtig som digitale søgninger.
En netop offentliggjort analyse fra Kulturens Analyseinstitut peger desuden på markante muligheder for at udvikle kulturturismen i Næstved, og samtidig viser undersøgelsen, at der er udfordringer med synlighed og markedsføring.
Formand for Beskæftigelses-, Erhvervs- og Turismeudvalget, Githa Nelander, ser skiltene som et vigtigt skridt i retning af at øge synligheden og dermed styrke turismen.
”Med de nye oplevelsesskilte tager vi endnu et skridt i retning af at gøre Næstved Kommune mere tilgængelig og inspirerende for både borgere, besøgende og udenlandske turister. Skiltene synliggør den store mangfoldighed af oplevelser, vi har at byde på, og de understøtter vores ambition om at skabe en stærkere og mere sammenhængende turismeoplevelse i hele kommunen,” siger Githa Nelander.
Skiltene skal ikke kun hjælpe besøgende og udenlandske turister, men også vække nysgerrighed og stolthed blandt kommunens egne borgere og inspirere dem til at genopdage egen kommune.
Mange lokale kender ikke nødvendigvis alle de oplevelser, der findes i nærområdet, og her kan skiltene være med til at åbne øjnene for nye steder at besøge.
Rammer gæsternes efterspørgsel
Hos Visit Sydsjælland & Møn glæder direktør Martin HH Bender sig over, at Næstved går forrest i arbejdet med at imødekomme især udenlandske turisters behov.
"Næstved går forrest her. De nye oplevelsesskilte rammer meget præcist det, som særligt udenlandske gæster efterspørger: Tydelig, visuel og lettilgængelig inspiration i byrummet. Mange turister – for eksempel fra Tyskland – orienterer sig fortsat ved hjælp af outdoor-kort, når de skal vælge deres næste oplevelse. Med de nye skilte viser Næstved, hvordan lokale oplevelser kan formidles på en måde, der både inspirerer og gør det nemt at komme videre," siger Martin HH Bender.
Opsætningen af skiltene er et vigtigt pilotprojekt i Næstved Kommunes ambition om at styrke turismeoplevelsen og skabe bedre rammer for gæster, der ønsker at udforske Næstved – uanset om de planlægger deres besøg hjemmefra eller spontant undervejs. Projektet skal løbende evalueres med henblik på eventuelle opsætning på flere lokaliteter.
Her står de ni nye skilte
Næstved Station
Foran Munkebakken
Rønnebæksholm
P-hus Rampen
Ved Den Fritlagte Suså
Autocamperpladsen ved Rådmandshaven
Dania
Rejnstrup rasleplads nær Tystrup-Bavelse Søerne
Parkeringspladsen på Enø
Download kortet digitalt
Kortet, der vises på skiltene, kan også downloades online:
Dansk: www.sydsjaellandmoen.dk/naestved-kortet