Samlingshuset Birkevang tager form med hjælp fra frivillige
Næstved Kommune er i fuld gang med at etablere Samlingshuse i flere lokalområder. I Herlufmagle inviterer Samlingshuset Birkevang den 8. september til kick-off. Huset har allerede tiltrukket flere frivillige, og de aktive drømmer om at udvide aktiviteterne til gavn for hele lokalsamfundet.
En række nye samlingshuse skal være lokale samlingssteder for foreninger og borgere i alle aldre, som vil mødes om fællesskab og aktiviteter. I Herlufmagle er Samlingshuset Birkevang ved at tage form, og er du nysgerrig, kan du komme med til kick off 8. september.
Flere frivillige er allerede kommet til i de seneste måneder, og de er nu med til at fylde huset med mere liv.
- I de seneste måneder er der kommet flere frivillige til, så nu gør 5-7 borgere fra lokalområdet hyggelige aktiviteter til virkelighed. Der sker allerede meget i huset, og det kunne være sjovt at være endnu flere, siger Anne Kjær, som er frivilligmedarbejder på Birkevang.
Håbet for Samlingshuset Birkevang er, at seniorer og andre i landdistrikterne, som måske kunne savne lidt selskab, har lyst til at komme og være en del af fællesskabet. Enten som deltagere i husets tilbud, eller som frivillige, der har lyst til at stå for noget af husets indhold.

Hyggesnak og strikkecafé
En af Birkevangs nye frivillige er Mette Olsen, som er førtidspensionist og bor på Vejgården i Herlufmagle. Da hun så et opslag på Facebook, hvor frivilligmedarbejder Anne Kjær søgte garn og stof til KreaBixen på Birkevang, skrev hun og spurgte, om de havde brug for frivillige.
Nu er Mette Olsen tovholder på Birkevangs strikkecafé.
- Når jeg nu ikke kan passe et arbejde, så er det meget givende både for mig og for borgerne, at jeg kan være en del af en hyggelig aktivitet her. Jeg både strikker, hækler og syer, for det lærte jeg af min mormor, da jeg var barn. Jeg er kommet på Birkevang i et par måneder og har strikket og hæklet med nogle naboer og beboere, og vi snakker og hygger, siger Mette Olsen. Det kræver, at man giver noget af sig selv og er klar til at hyggesnakke, forklarer hun:
- Mange af borgerne på plejehjemmet kan ellers sidde her for sig selv og kukkelure. Jeg har både interessen for det kreative og lysten til at være her.
Billard og Birkebar hver onsdag
Anne Kjær og de frivillige på Birkevang laver en aktivitetsplan hver 14. dag, hvor alle kan byde ind med aktiviteter, som de gerne vil gøre til virkelighed. Et par herrer fra billardklubben i Herlufmagle er for eksempel også begyndt at komme hver onsdag og spille sammen med nogle af beboerne.
Nogle ting på programmet er dog ikke til diskussion. For eksempel har Lis Kate Pia Bekkilde Stelmach gennem de seneste tre år stået for Birkebaren – plejehjemmets ”værtshus”. Det åbner hver onsdag kl. 13.30 og pakker sammen kl. 15.30 – eller kl. 16, når det går vildt for sig.
- Jeg var pædagog og blev folkepensionist og syntes, at det var kedeligt bare at gå derhjemme. Nu kender jeg beboerne og ser deres smil, når jeg kommer ind ad døren. Derfor er jeg her et par gange om ugen, siger Lis Kate Pia Bekkilde Stelmach.
Hun hjælper desuden med borddækning og oprydning, når der er arrangementer, hvor hun spiser med sammen med beboerne og får en snak. Som frivillig tager hun nogle gange med på tur og er med til at stå for det årlige julemarked.

KICK OFF: Idéer og ønsker er velkomne
Tirsdag den 8. september kl. 16.30-20.00 inviterer Birkevang til kick-off i Samlingshuset Birkevang, Birkevænget 55, 4160 Herlufmagle.
Her kan alle interesserede borgere være med til at forme og bidrage til det nye Samlingshus’ forskellige sjove og meningsfulde tiltag. Arrangementet er for alle, der vil være med til at sætte sit præg på husets fællesskaber.
- Vi vil gerne invitere alle, som kunne tænke sig at komme og bidrage til fællesskabet en gang imellem. Folk i alle aldre fra lokalsamfundet kan være en del af samlingshuset og de aktiviteter, vi former sammen. Det kunne være arrangementer som høstfest, julebazar, en madklub, en herreklub eller en ugentlig spillecafé, lyder frivilligmedarbejder Anne Kjærs opfordring.
Samlingshuset Birkevang bliver skabt i kommunens fælleslokaler med både køkkenfaciliteter og stort opholdsrum. Det er på samme matrikel som plejehjemmet, men i en separat ’enhed’.
Til kick-off-arrangementet kan deltagerne komme med idéer og ønsker til, hvad Samlingshuset Birkevang skal kunne, og hvad de har lyst til at byde ind med.
På programmet er fra kl. 16.30 velkomst og visioner for Samlingshuset, idégenerering og snakke om, hvilke aktiviteter og tilbud der skal være i huset. Samlingshuset inviterer til fællesspisning undervejs.
Tilmelding til kick-off senest d. 1. september 2026 på https://nk02.nemtilmeld.dk/2652/, på mail til brobyggerne@naestved.dk eller tlf. 5588 2020.
Alle er velkomne
Alle interesserede borgere eller foreninger kan blive en del af livet i samlingshusene. Det kan være som bruger, frivillig, igangsætter af nye initiativer eller blot ved at låne lokaler. Alle er velkomne, og alle kan starte nye initiativer op.
Vil du også være med i Samlingshuset Birkevang? Så kontakt Anne Kjær, frivilligmedarbejder i Samlingshuset Birkevang på telefon 4022 2971 eller mail akjaer@naestved.dk.
FAKTA
- Samlingshusene i Næstved Kommune er lokalområdets samlingssted for borgere og foreninger, som vil mødes om fællesskab og aktiviteter.
- De skal styrke lokale, sociale fællesskaber og skabe rammerne for, at endnu flere borgere kan leve et aktivt liv fyldt med oplevelser i fællesskab med andre.
- Det første samlingshus på Farimagsvej holdt kick off i maj 2026, og nu er turen kommet til Birkevang i Herlufmagle. Der vil løbende åbne flere på tværs af kommunen.
- Alle interesserede borgere eller foreninger inviteres til at blive en del af livet i samlingshusene.
- Det er muligt for grupper og foreninger gratis at låne lokaler, hvis deres initiativer er i tråd med samlingshusets formål og efter aftale med husets frivilligmedarbejder.
- Læs mere om samlingshusene på www.naestved.dk/samlingshusene