Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Udvikling af havnebydel – konstituerende møde netop afholdt

I dag ligger der grusbunker og kører maskiner. Men, hvordan kan man få endnu mere ud af det store havneområde midt i Næstved By? Det går et nyt § 17, stk. 4-udvalg nu i gang med at undersøge. Opgaven lyder på byudvikling, og udvalget består af fire byrådsmedlemmer og tre erfarne, eksterne eksperter.

06. feb. 2024

Indhold

    Det nye udvalg har holdt deres første møde med god energi, arbejdslyst og masser af ideer. Formelt hedder udvalget § 17, stk. 4-udvalg for Udvikling af Havnebydel.

    Udvalget har til opgave at udarbejde konkrete, afgrænsede og gennemarbejdede anbefalinger til, hvordan den fremtidige havnebydel kan planlægges og udvikles. De skal komme med anbefalinger til, hvordan der kan skabes udvikling af en havnebydel med sammenhæng til den resterende by og hele Næstved Kommune. Herunder også, hvordan arbejdet skal organiseres. Endelig skal de være med til at sætte midlertidige tiltag i gang, der tydeliggør visioner og retning for den kommende byudvikling på de nuværende havnearealer.

    Efter første møde i udvalget udtaler formand Linda Frederiksen begejstret:

    - Vi har en helt unik mulighed for at skabe det næste kapitel i Næstveds historie; et helt nyt byområde ned til vandet med enestående boliger og liv. Vi har sat et stærkt hold med høje ambitioner, og vi glæder os til at inddrage borgerne, erhvervsliv og alle andre, som vil være med til at se muligheder for, at Næstved vokser helt ned på havneområdet, fortæller Linda Frederiksen. 

    Et flertal i Næstved Byråd besluttede i maj 2023, at Næstved Havn skal flytte, og havnens nuværende aktiviteter inden for svingbroen udfases frem mod 2034.

    Et udvalg med mange kompetencer 

    Det er Linda Frederiksen, som er formand for §17, stk. 4-udvalg. Sammen med hende sidder byrådspolitikerne Süleyman Yücel, Kasper Schneider og Anders Gjesing.

    Derudover har byrådet udpeget tre eksperter: Tim E. Halvorsen, projektdirektør for den nye by Kildedal By ved Ballerup, Mette Mechlenborg, Senior researcher/Assistant professor, Aalborg Universitet og Berit Rathenborg Bæhr, byplanlægger og projektleder, Grandville

    Åbent møde 

    Borgere, erhvervsliv og andre, der interesser sig for områdets fremtid, er velkomne til åbent møde.

    Mødet bliver holdt den 14. marts 2024 klokken 17.00-21.00 i VUC Multihal, Teatergade 23, 4700 Næstved. Sæt derfor kryds i kalenderen allerede nu.

    Tema for mødet er udvikling af havnebydel i Næstved. På mødet kan deltagere komme med egne input til områdets fremtid – også i forhold til sammenhængen med eksisterende by og omkringliggende natur.

    Mere information følger.