Bliv frivillig på valgdagen og oplev demokratiet indefra
Der er lukket for tilmelding, da alle pladser er optaget - Hjælp os med at scanne valgkort og tælle stemmer på et af vores valgsteder i Næstved Kommune. På denne side kan du melde dig som valgtilforordnet til Folketingsvalget den 24. marts 2026.
Vi har lukket for tilmelding, da alle pladser er udfyldt - du kan melde dig som reserve, hvis du ønsker at være en af vores reserver, som kan blive ringet op på valgdagen i tilfælde af sygdom eller lignende.
Ønsker du dette, så kan du skrive til valg@naestved.dk. Du skal i mailen oplyse dit telefonnummer, så vi kan kontakte dig i tilfælde af afbud. Hvis du melder dig som reserve, skal du huske at brevstemme inden valgdagen, da du kan blive sendt til et valgsted, som ikke er dit eget.
Hvis der bliver flere ledige pladser, offentliggøres de onsdag den 11. marts 2026.
Meld dig som valgstyrer eller tilforordnet vælger
Byrådet besluttede på byrådsmødet den 20. september 2022, at op til 40 % af valgstyrere og tilforordnede skal findes blandt vælgerne i kommunen. De resterende 60 % findes via partiforeningerne.
Du får dermed som vælger i kommunen mulighed for at hjælpe med at afvikle folketingsvalget 2026.
- Det er et krav, at du er vælger i kommunen. Du skal derfor være fyldt 18 år, bo i Næstved Kommune og være stemmeberettiget til folketingsvalget.
Du forventes at stå til rådighed den 24. marts 2026 fra kl. 7.00 til efter valgstedet lukker kl. 20.00 og den efterfølgende optælling er færdiggjort.
Derudover bliver du forud for valget inviteret til et informationsmøde, der bl.a. omhandler de opgaver, du skal være med til at varetage på valgdagen.
Diæt og forplejning på valgdagen
Som tak for at yde et vigtigt bidrag til demokratiet, udbetales diæt på 1.840 kr. (beløbet beskattes som B-indkomst) og der vil være forplejning i løbet af dagen.
Juridisk vejledning på skat.dk
Du kan læse om B-indkomst her.
Hvis du modtager andre ydelser end lønindkomst, fx dagpenge, pension eller kontanthjælp, og er du i tvivl om der sker nogen form for modregning pga. af diætudbetalingen, anbefaler vi, at du kontakter den relevante udbetalende myndighed. Oplys udbetaler om, at diæt udbetales i forbindelse med borgerligt ombud.
Sådan tilmelder du dig
- Klik på linket på denne side.
- Tryk tilmeld på den opgave du ønsker. Du kan vælge et valgsted for at begrænse søgningen på på pladser.
- Log på med MitID.
- Indtast dine oplysninger.
- Tryk på fuldfør tilmelding.
Du er nu tilmeldt og vil modtage en bekræftelse på din deltagelse på valgdagen med digital post.
Deltidspladser giver dig med et fysisk eller psykisk handicap mulighed for at være valgtilforordnet
Har du har et fysisk eller psykisk handicap eller lignende, som hindrer dig i at være valgtilforordnet en hel dag, kan du vælge en af vores deltidspladser.
Vi har som noget nyt oprettet i alt 6 deltidspladser på to af kommunens valgsteder. En deltidsplads har en varighed på 4 timer og ligger i følgende tidsrum: Kl. 8-12, 12-16, 16-20. Deltidspladserne er placeret i hhv. Herlufmagle Hallen og Herlufsholm Hallen.
Pladserne tildeles efter "først-til-mølle-princippet" og tilmelding kan ske direkte til valgsekretariatet på mail: valg@naestved.dk eller telefon 5588 5090.
Som tak for at yde et vigtigt bidrag til demokratiet, udbetales diæt på 455 kr. for en deltidsplads (beløbet beskattes som B-indkomst) og der vil være forplejning i løbet af dagen.
Roller på valgdagen
Ved tilmelding skal man vælge mellem rollerne tilforordnet vælger eller valgstyrer.
Tilforordnet vælger
Kommunalbestyrelsen vælger for hvert afstemningsområde et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved valget. De tilforordnede vælgere skal ikke skrive under i afstemningsbogen, men udfører i praksis de samme opgaver som valgstyrere.
Valgstyrer
Kommunalbestyrelsen vælger for hvert afstemningsområde mindst 5 valgstyrere til at forestå afstemningen og stemmeoptællingen på afstemningsstedet. På valgdagen føres en afstemningsbog, hvori alle væsentlige oplysninger om afstemningen og resultatet skrives ind. Dette sikres i praksis af valgstyrersekretæren (kommunal embedsmand) i samarbejde med valgstyrerformanden.
Alle valgstyrerne skal underskrive afstemningsbogen inden valgstedet forlades på valgaftenen.
Valgstyrerformand
Blandt valgstyrerne vælger kommunalbestyrelsen en valgstyrerformand. Valgstyrerformanden skal sikre, at der er hele tiden er et tilstrækkeligt antal valgstyrere til stedet på afstemningsstedet til, at der kan sikres en hensigtsmæssig afvikling af valghandlingen og stemmeoptællingen. Valgstyrerne og de tilforordnede vælgere skal rette sig efter valgstyrerformandens anvisninger.
Valgstyrersekretær
Valgstyrersekretæren er ansat i kommunen og har i samarbejde med valgstyrerformanden ansvaret for den praktiske afvikling af valget på valgstedet.
Meld dig til reservelisten
Hvis du ønsker at stå til rådighed som tilkaldevikar ved sygdom på valgdagen, kan du melde dig til reservelisten. Det forudsætter naturligvis, at du ikke i forvejen har meldt dig som valgtilforordnet eller valgstyrer. Husk at brevstemme, hvis du tilmelder dig reservelisten.
Skriv en mail med navn, tlf.nr. og mail-adresse til valg@naestved.dk, og vi vil kontakte dig i tilfælde af sygdom.