Gå til hovedindhold
Nyhed

Nyt boligområde på vej i Mogenstrup

Torsdag 19. juni gik byggeriet af 60 almene lejeboliger officielt i gang i Mogenstrup.

19. jun. 2025

Første spadestik blev i fællesskab taget af (fra venstre) Arne Becker, direktør i CG Jensen, Klaus Bentzen, formand for Boligkontoret Danmark, Carsten Rasmussen, borgmester og Tonny Ploug, formand for Boligselskabet FlexBo Sjælland. Foto: Næstved Kommune

Indhold

    I slutningen af næste år forventes det, at de første beboere kan flytte ind i det helt nye boligområde, Pederstrupparken, i Mogenstrup.

    Det første spadestik til byggeriet af 60 almene lejeboliger i Mogenstrup blev nemlig taget torsdag 19. juni. Et projekt, som byrådet i Næstved Kommune vedtog tidligere i foråret.

    Det var Carsten Rasmussen, borgmester, Tonny Ploug, formand for Boligselskabet FlexBo Sjælland, Klaus Bentzen, formand for Boligkontoret Danmark og Arne Becker, direktør i CG Jensen, der satte spaderne i jorden for at markere byggestarten.

    Der bygges i alt 60 rækkehuse i forskellige størrelser samt et fælleshus på 142 kvadratmeter.

    Bygherre på projektet er Boligselskabet FlexBo Sjælland, der har indgået entreprisekontrakt med CG Jensen.

    Arne Becker, direktør i CG Jensen, leverede ved spadestikket lidt fakta om byggeriet i den lidt mere nørdede afdeling: Byggeriet vil blandt andet komme til at bestå af en kilometer sokkel, 130.000 mursten, 500 vinduer og 40.000 tagsten.

    Projektet er udviklet i samarbejde med Kullegaard, Domus Arkitekter, Danakon Rådgivende Ingeniører og Schul Landskabsarkitekter.

    FlexBo Sjælland har i forvejen tre afdelinger med i alt 178 almene lejeboliger, der udlejes i samarbejde med Boligkontoret Danmark.

     

    Fakta

    Der bygges i alt 60 rækkehuse.

    18 rækkehuse med to værelser i et plan på 81 kvadratmeter.

    9 rækkehuse med fire værelser i et plan på 114 kvadratmeter.

    33 rækkehuse med fire værelser i halvandet plan på 107 kvadratmeter.

    Dertil kommer et fælleshus på 142 kvadratmeter.

    Det forventes, at de første huse er indflytningsklar i december 2026, og at alle huse er indflytningsklar i februar 2027.

     

    Grafik nedenfor: Visualisering af 60 almene boliger i Pederstrupparken.