Nu kan du snart booke plads til dit barn i Næstveds nye børnehus
Den 15. september åbner pladsanvisningen op for booking af plads i den nye daginstitution ved Stenlængegårdsvej i Næstved. De første børn begynder til november

Den nye, svanemærkede daginstitution i Stenlængegårdsområdet har fået navnet Svanereden. De første svanebørn kan tage institutionen i brug til november, og derfor er det ved at være tid til at booke en plads.
Mandag den 15. september klokken 10 åbner pladsanvisningen op for booking af pladser. Det foregår via Nembørn – log ind her.
Opstart i Svanereden vil ske fra 16. november.
De første, der flytter ind i Svanereden, bliver børn og medarbejdere fra Børnely på Kalbyrisvej, som skal lukke. Børnelys børn og voksne flytter ind 3. november, og så bliver der gradvist åbnet op for flere børn fra 16. november.
Leder glæder sig
Marlene Vang Gavik er leder af det nye børnehus. Lige nu er hun i gang med at ansætte personale og købe krybber, puslemadrasser og andet udstyr til børnehuset.
Marlene glæder sig til at byde børn, forældre og medarbejdere velkommen i Svanereden:
- Jeg kan næsten ikke vente. Det bliver en lækker institution med masser af muligheder for at samles i både store og mindre læringsmiljøer. Samtidig inviterer inde- og udearealer til lege og fællesskaber, så nu ser jeg bare virkelig frem til at komme i gang med at skabe en god og tryg opstart
En moderne institution
Svanereden får to vuggestue-stuer og fire børnehavestuer med plads til i alt 120 børn.
Og de kan godt begynde at glæde sig til Næstveds nye, topmoderne børnehus:
- Udvendigt har bygningen træbeklædte facader, grønt sedumtag og solceller.
- Ud for hver udgang vil der være overdækket, så børn og voksne får uderum i ly for regnen
- Indvendigt er der akustiklofter, akustikpaneler, produktionskøkken, børnetoiletter i båse med egen dør, håndvaske i børnehøjde – både ude og inde... og meget mere.
Svanemærket garanterer, at miljøbelastende materialer er valgt fra til fordel for mere miljørigtige materialer
Marlene Vang Gavik er leder af Næstveds nye daginstitution, Svanereden. For nogen vil hendes navn virke bekendt, da Marlene har været leder af en anden institution i kommunen, Pilegården.