Tag hele familien med til stor motionsfest i Rådmandshaven
Startskuddet til TV2 ØST Løbet 2025 lyder på søndag 4. maj. Alle er velkomne til stor motionsfest og underholdning i Rådmandshaven. Langs ruten vil der være musik og underholdning for både gående, løbere og alle, der kommer og hepper.

Der er nu omkring 1700 tilmeldte til årets løbe- og motionsfest på søndag den 4. maj, og vi glæder os til at imod jer alle Nogle er ved at snøre løbeskoene, andre vil tage en slapper og nyde den gode stemning i byen – her er plads til alle!
Streetfood og boder
Fra kl. 9.30-14.00 vil der være street food, boder og underholdning i Rådmandshaven. Alle er velkomne – også selvom du ikke er tilmeldt! Så tag venner, familie, kolleger og idrætsfællesskaber under armen og være med til en dag fuld af gode oplevelser.
Klik her for at åbne og se hele programmet for dagen.
Næstved Kommune har i år gjort ekstra meget ud af start/mål området i Rådmandshaven.
Rådsmandshaven vil søndag være en åben plads, hvor alle er velkomne. Borgmester Carsten Rasmussen åbner løbet, og han og Næssi og Avantgarden fra Musikskolen sætter løberne i gang.
Her vil udover opvarmningerne være linet op til hygge, masser af god stemning og lækkerier med pølser, churros, streetfood og boder med hjemmelavet is, barista kaffe og kølende drikkevarer.
Også lokale sportsbutikker, Professionshøjskolen Absalon og Næstveds nye svømmehal har boder på den åbne plads ved Rådmandshaven.
Musik og underholdning langs ruten
Der er masser af mulighed for at komme og heppe langs ruten, hvor der vil være musik, dans og underholdning i byens gader. Dansende gymnaster fra HG Atletik, Triatlon og Motion imponerer langs ruten, og ved Sct. Mortens Kirkeplads spiller Musikforeningen Uranias Glasorkester på glasinstrumenter fra Holmegaard.
Unge fra Ungdomsprojekthuset JB10 har selv bygget en basscykel, og den vil trille med langs ruten og levere beats og rytmer, som kan holde gejsten oppe hos de mange deltagere, hvad enten de går eller løber 2 km, 5 km, 10 km eller halvmaraton på 21 km.
Har du endnu ikke købt startnummer, vil det stadig være muligt på dagen frem til løbsstart.
TV2 ØST Løbet er et motionsløb for alle – både store og små, trænede og nybegyndere. I et samarbejde med DGI Midt- og Vestsjælland og lokale løbeklubber har TV2 ØST siden 2008 afholdt løbet - altid den første søndag i maj.
Næstved var også værtsby for den første afvikling af løbet tilbage i 2008 og to gange efterfølgende, senest i 2011 med 1600 deltagere.
Lukket for gennemkørsel
Parkering:
Deltagere og besøgende kan hele søndagen parkere ved Rådsmandshaven og ved Dania. Alle opfordres til at komme i god tid.
Dele af Havnegade:
Vær opmærksom på, at Havnegade på grund af løbernes rute vil være afspærret fra Fønikskrydset og op til Dania ca. fra kl. 7.00-17.00 søndag. Ankommer du fra Slagelsevej, vil du derfor i dette tidsrum kun kunne dreje til højre ad Havnegade. Kommer du fra Havnegade, kan du kun dreje til venstre ud ad Slagelsevej.
Bymidten:
Også Kattebjerg og Jernbanegade i bymidten vil være lukket for gennemkørsel i samme tidsrum. Der vil fortsat være mulighed for parkering.
Der vil blive opsat pile og omkørselsskilte, som guider den kørende trafik på dagen, lyder meldingen fra Park og Vej. Teamet kan begynde at fjerne afspærringen, når alle løbere er nået godt i mål, og vejene åbner forventeligt igen senest kl. 17.00.
HG ATM står bag ruter
Der er på dagen fire ruter: 2 km, 5 km, 10 km og halvmaraton.
Ruterne er nøje planlagt i samarbejde med den lokale forening HG Atletik, Triatlon og Motion og byder på smukke omgivelser langs Susåen, Rådmandshaven, byens historiske kvarterer og Herlufsholm Gods.
Se mere om TV2 Øst Løbet her på Facebook