Gå til hovedindhold

Tre priser til frivillige i Næstveds foreninger er netop uddelt

Fritidsudvalget uddeler hvert år tre priser for at hylde de frivillige i kommunens 260 folkeoplysende foreninger.
Priserne er netop blevet uddelt til Foreningernes Dag, hvor 70 forskellige foreninger deltog. Læs om vinderne her.

9. sep. 2025

Indhold

    🏆 UNGDOMSPRISEN – ANDREA MØLLER OLSEN, NIF RULLESKØJTEKLUB

    Andrea har gennem mange år været en engageret løber og træner i klubben. Efter et år på efterskole er hun vendt tilbage og har taget ansvaret som træner, mens klubbens anden træner er på barsel. Samtidig har hun udviklet sig til assisterende landstræner for talenttrupperne. Andrea møder altid de unge med godt humør, engagement og omsorg, og hun formår at skabe et trygt miljø, hvor alle kan udvikle sig. Derfor er hun et forbillede for klubbens unge – både sportsligt og socialt.

     🏆 FORENINGSPRISEN – NÆSTVED TENNIS OG PADELKLUB

    Klubben har de seneste år sat tempo på udviklingen med en lang række nye initiativer. De samarbejder med skoler og SFO’er, tilbyder forløb for børn og unge og deltager i nationale udviklingsprojekter. Klubben har åbnet dørene for ikke-medlemmer, etableret nye padelbaner og uddannet både unge og voksne trænere, så der er tilbud til alle aldre. De har også gjort en særlig indsats for at inkludere ukrainske børn, hvor en ung ukrainsk træner nu hjælper som både træner og tolk. Klubben er et godt eksempel på, hvordan man kan samle både bredden og eliten under samme tag.

     🏆 ILDSJÆLSPRISEN – LIZETTE FREDERIKSEN, BOWLINGKLUBBEN NÆSTVED

    Lizette er en uundværlig drivkraft i bowlingklubben. Hun er ungdomsleder, parasport-leder, sekretær – og kendt som klubbens ”kaos-koordinator”, fordi hun altid finder løsninger, når der er udfordringer. Hun arbejder for, at der skal være plads til alle, uanset forudsætninger, og hun er selv med til at skabe rammerne for nye muligheder. Det er blandt andet Lizettes fortjeneste, at de 30 bedste ungdomsbowlere i Danmark i 2026 kommer til Næstved for at spille klubbens første liga-stævne. Hun er et levende eksempel på, at ildsjæle kan gøre en enorm forskel for både klub og medlemmer.

    Stort tillykke til årets prismodtagere – og en varm tak til alle frivillige i Næstved Kommune 💚