Gå til hovedindhold
Erhverv

Flere end 130 deltog i Morgenbrief

Nordisk Films Biografer i Næstved lagde mandag morgen lokaler til Morgenbrief, hvor der blandt andet blev sat fokus på Næstved Kommunes rejse frem mod en af landets mest erhvervsvenlige kommuner.

23. mar. 2026

Indhold

    Der fart på erhvervsudviklingen i Næstved Kommune, og det blev i høj grad synliggjort mandag morgen i Nordisk Films Biografer i Næstved, hvor der blev sat fokus på kommunens Vækst- og Erhvervspolitik frem mod 2035, Dogme24 og ikke mindst den nye kommende nationale industripark – Industrial Hub Zealand.

    Borgmester Kenneth Sørensen lagde ud med at slå fast, at erhvervslivets vilkår i Næstved Kommune er politisk højt prioriteret – og præsenterede hovedpunkterne i kommunens Vækst- og Erhvervspolitik frem mod 2035.

    ”Det handler om fokus på grøn omstilling, at et gode liv skal leves i Næstved, at kommunen fortsat at være en af landets mest erhvervsvenlige kommuner og at Næstved er det helt naturlige centrum på Sjælland. Det bliver det i endnu højere grad med den kommende Næstved-motorvej til Rønnede og Femern Bælt-forbindelsen”, sagde Kenneth Sørensen.

    Turisme-boost og national industripark

    Konstituerede kommunaldirektør Willy Feddersen supplerede med, at Næstved Kommune har stor fokus på at sikre rekruttering af arbejdskraft igennem partnerskaber med uddannelsesinstitutioner – og så pegede han også på, at der i disse år sker et kraftigt boost i turismen.

    ”Der er blandt andet Easy-Stay nøglehotel på vej, et hotel i Rådmandshaven, et nyt Karrebæksminde Strandhotel og et feriecenter på Gerbredgaard. Det er et udtryk for, at der virkelig sker meget på området”, sagde Willy Feddersen, der også understregede vigtigheden af partnerskaber.

    ”Vi kan ikke det hele selv som kommune. Derfor er partnerskaber uhyre vigtige for udviklingen i kommunen”, slog han fast.

    Willy Feddersen fortalte også, at Næstved Kommune sammen med Vordingborg Kommune har fået udpeget et 207 hektar stort areal ved Sydmotorvejen til national industripark, som er blevet døbt Industrial Hub Zealand.

    ”Forude venter et langt sejt træk med etablering af infrastruktur som spildevand, veje og ikke mindst forsyning. Men til gengæld er potentialet kæmpestort, og det bliver vanvittigt attraktivt”, sagde Willy Feddersen.

    Nummer 1 øst for Lillebælt

    Rasmus Holst-Sørensen, direktør i Næstved Erhverv, slog et slag for Næstved Kommunes flotte placering som nummer 11 i Danmark – og placering som nummer 1 på Sjælland, øerne og Fyn - i Dansk Industris opgørelse over erhvervsvenligheden i landets kommuner.

    ”Vi er rasende stolte over, at vi sammen med jer virksomheder har rykket os rigtigt meget de senere år. Fra en placering som nummer 94 i 2015 til nummer 11 i 2025. Det har også krævet hårdt arbejde, men det har i den grad også kunne betale sig”, sagde Rasmus Holst-Sørensen og pegede blandt andet på Dogme24, som handler om, at Næstved Kommune skal være en målrettet kommune, en kommune som ser muligheder, en dialogorienteret kommune, en værdiskabende kommune og en koordineret kommune.