Gå til hovedindhold

Kom godt fra start med dit lystfiskeri langs vores kyster

Ønsker du at fange en flot blank havørred på kysten, men har du ikke rigtigt fået hul på fiskeriet endnu? Så tag med denne dag, hvor du vil få masser af brugbare tips til at komme i gang på kysten på egen hånd.

13. mar. 2026

Indhold

    Næstved Kommune, Sportsfiskerforeningen Fladså og Fishing Zealand har sammensat en dag om havørredfiskeri, der henvender sig specifikt til nystartede kystfiskere

    Formålet med dagen er at give nye kystfiskere en god introduktion til havørredfiskeri, så man er klædt på til at få sine egne erfaringer langs vores kyster i jagten på den smukke havørred.

    Det hele foregår søndag den 12. april 2026 fra kl. 10.00 - 15.00.

    Tilmelding sker til tange@fishingzealand.dk senest onsdag den 10. april. Der er plads til max 30 deltagere på kurset.

          

    5 dele: Hvad lærer du?

    Dagens guider har delt fiskeriet efter kystens havørreder op i forskellige segmenter, som de vil fortælle om.

     

    1. Udstyret: du vil lære om de forskellige typer af beklædning og fiskegrej, der findes, og hvilket grej, der er velegnet til det danske kystfiskeri. Vi kigger på waders, fiskejakker, fangstnet, fiskestænger, fiskehjul, liner, forfang, rigs, knuder, endegrej, fluer og kroge, som er optimeret til havørredfiskeriet.

     

    1. Aflæsning af kystpladser og havørredens livsmønstre: du vil lære at udvælge de rigtige fiskepladser. Her lærer man, hvordan man finder havørreden, og hvordan det foregår. Hvor er der størst chance for at finde og fange en havørred under de givne forhold?

     

    1. Vejr og hjælpemidler: Hvilket betydning har vejret? Temperaturer, vindretning, vejrskifte. Findes der en app - og hvordan kan sådan en hjælpe?

     

    1. Selve fiskeriet: Hvordan skal blinket, gennemløberen eller fluen føres gennem vandet i forskellige situationer. Hvad gør jeg, hvis jeg mærker fisk, men de bliver ikke kroget. Hvor må man fiske, og hvad skal man være opmærksom på? (fredningstider og fredningsbælter).

     

    1. Du har fanget en havørred, hvad nu: Skånsom håndtering, mindstemål, farvede havørreder, genudsætning, rensning og opbevaring inden tilberedning.

     

    Der er sikkert mange andre gode spørgsmål på dagen, som guiderne vil gøre deres bedste for at besvare, så du kan få et godt afsæt i dit fiskeri.

     

    Praktisk info

    Vi mødes i Sportsfiskerforeningen Fladså’s klubhus, Kanalvej 24, 4700 Næstved, hvor Fishing Zealand-guiderne Niels Lagergaard og Mikael Tange står klar til at byde jer velkommen. 

    Dagen startes med en kop kaffe, hvor de indledende emner og teorier gennemgås. Efter en time med teori kører vi på kysten og afprøver tingene i praksis.

    På dagen kan der fiskes med spin, bombarda og flue på kystpladsen. 

    Du medbringer dit eget fiskegrej og waders. Husk evt. vadestav.

    Er du mellem 18 år og pensionsalderen, skal du huske at indløse det statslige fisketegn. Børn og unge er naturligvis velkomne i selskab med voksne. Da fiskeriet foregår i waders, anbefaler vi en minimumsalder på 13 år.