Gå til hovedindhold
Sundhed og ældre
Ældre
Nyhed

Medarbejdere på ældreområdet får nyt arbejdstøj

Nye uniformer skal give større komfort og mere valgfrihed for personalet på ældreområdet i Næstved Kommune.

30. apr. 2026

Fra venstre Eyob Zereabruk, der arbejder på plejehjemmet Birkebo, Maria J. B. Petersen, der arbejder på plejehjemmet Birkebjerg, og Tania Mechlawi, ligeledes fra plejehjemmet Birkebjerg. Foto: Næstved Kommune

Indhold

    Fra fredag den 1. maj vil borgere, der modtager hjemmehjælp eller har deres daglige gang på et af Næstved Kommunes plejehjem, møde medarbejdere i nye uniformer. Det velkendte blå arbejdstøj bliver nu skiftet ud med blandt andet grønt.

    Det nye tøj tages i brug af både hjemmeplejen og personalet på kommunens plejehjem, og skiftet markerer afslutningen på et længere ønske fra medarbejderne om mere fleksibel og komfortabel arbejdsbeklædning.

    Større valgfrihed og bedre komfort

    Ifølge Birgitte Ettrup, distriktchef i distrikt SydØst i Center for Sundhed og Ældre, har medarbejdernes ønsker været centrale i processen:

    "For Næstved Kommune er det vigtigt, at medarbejderne er klædt godt på til deres opgaver. Vi er alle forskellige, så fremover kan hver enkelt medarbejder - ud fra nogle forskellige muligheder - selv sammensætte netop deres fremtidige arbejdsbeklædning. På den måde håber vi, at personalet vil føle sig godt tilpas i deres uniformer og opleve bedst mulig komfort både sommer og vinter," siger Birgitte Ettrup.

    Det nye tøj giver mulighed for at vælge mellem flere modeller og kombinationer, så medarbejderne kan tilpasse deres uniform til både arbejdsopgaver og årstid.

    Medarbejder Maria J. B. Petersen (på billedet i midten) fortæller:

    "Jeg tror, at det bliver rigtig godt. Det er spændende at få et nyt, friskt look. Det virker som en lækker kvalitet, og især bukserne og kitlen er gode at have på. Vi har flere modeller og muligheder for kitler, tørklæder og andre beklædningsdele at vælge imellem. Det er rart at have noget arbejdstøj, der passer til én, og som er behageligt at have på, og det er jo meget individuelt," siger Maria J. B. Petersen, der arbejder på plejehjemmet Birkebjerg.

    Alle der er fastansat i ældreplejen i Næstved Kommune får personopmærket tøj.

    Tryghed for borgerne

    Selvom farven skifter, vil medarbejderne fortsat bære synligt ID‑kort. Det skal sikre, at borgere altid kan være trygge ved, hvem der kommer på besøg. Er man i tvivl, kan hjemmeplejen som altid kontaktes på telefon 5588 2000.

    Den tidligere uniform har været i brug i seks år og er nu klar til udskiftning. I forbindelse med overgangen til det nye tøj har Næstved Kommune - sammen med flere andre sjællandske kommuner - indgået en vaske- og lejeaftale, der foreløbig løber over fire år.