Næstved Madfestival åbner for fem dage med mad og oplevelser
Fra 26.-30. august byder Næstved Madfestival på mere end 65 retter fra hele verden, livemusik, stand-up og aktiviteter for børn på Bredstræde Parkeringsplads ved den fritlagte Suså.
Onsdag den 26. august kl. 15 åbner Næstved Madfestival. I år er festivalen udvidet med en ekstra dag, så borgere og besøgende kan se frem til fem dage med mad, musik og oplevelser midt i Næstved.
Sidste år lagde omkring 25.000 gæster vejen forbi festivalen, og i år bliver der igen mulighed for at gå på opdagelse i et stort udvalg af streetfood.
Mere end 65 retter fra hele verden
På festivalpladsen kan gæsterne vælge mellem mere end 65 forskellige retter fra en lang række køkkener.
Madoplevelserne bliver suppleret med livemusik og stand-up med Thomas Warberg.
Oplevelser for børn
Festivalen byder også på en række aktiviteter målrettet børn og familier.
Der er blandt andet krea-workshops, ansigtsmaling og madtrykkeri med Billedskolen samt børneshow med Motor Mille.
Stor lokal opbakning
Kristian Andersen, Parter i Mad & Kultur, som står bag Næstved Madfestival, peger på den lokale opbakning som en vigtig del af festivalens succes.
– Se bare på de 25.000 gæster, som lagde vejen forbi sidste år. Vi oplever en enorm lokal opbakning fra foreninger, erhvervsliv og kulturinstitutioner i Næstved – en lignende opbakning har vi ikke set i andre byer på Sjælland.
Praktisk information
Næstved Madfestival finder sted fra 26.-30. august 2026 på Bredstræde Parkeringsplads ved den fritlagte Suså.
Se hele programmet på Næstved Cityforenings hjemmeside.