Gå til hovedindhold
Nyhed

Skift fra elradiatorer til varmepumper kan give store besparelser

Over 4.000 boligejere i Næstved Kommune opvarmer deres bolig med elradiatorer. Nu inviteres borgere til et gratis online informationsmøde om, hvordan luft luft varmepumper kan sænke både energiforbrug og varmeregning.

22. sep. 2026

Indhold

    Næstved Kommune sætter nu ekstra fokus på de mange boliger, der fortsat opvarmes med elradiatorer - en løsning, som både er dyr i drift og langt mindre energieffektiv end moderne varmepumper.

    I Næstved Kommune drejer det sig om godt 4.000 boligejere, og dertil kommer omkring 10.000 boliger i kommunen med gasfyr, hvor en supplerende luft‑luft varmepumpe også kan give mærkbare besparelser.

    Råd om varmepumper, energiforbrug og tilskudsmuligheder

    Derfor inviterer kommunen sammen med Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi til et gratis online informationsmøde tirsdag den 29. september 2026 klokken 19.00, hvor deltagerne får konkrete råd om varmepumper, energiforbrug og tilskudsmuligheder.

    “Vi ved, at mange boligejere står i en svær situation, fordi energipriserne igen ser ud til at stige. En luft‑luft varmepumpe kan være en overkommelig og effektiv løsning - især for dem, der i dag bruger elradiatorer eller gasfyr. Vores mål er at give borgerne et solidt grundlag for at træffe beslutninger, der både gavner økonomien og klimaet,” siger Jette Jungsberg, klima- og miljøchef i Næstved Kommune.

    På webinaret fortæller SparEnergi blandt andet om mulighederne for at reducere varmeregningen, valg af varmepumpe, installation, vedligeholdelse og relevante tilskud. Der bliver også sat fokus på supplerende løsninger som solceller og varmegenvinding samt gode råd til renovering af huset.

    Tilmeld dig her: Næstved Kommune og Rådgivningstjenesten

    Når man tilmelder sig, modtager man automatisk et link til informationsmødet.