Gå til hovedindhold

Skal dit barn gå i juniormesterlære næste skoleår? Tilmelding skal ske senest 13. maj

Går dit barn i 7. eller 8. klasse nu og har lyst til en mere varieret og praktisk orienteret skolegang næste år? Så er det nu, han eller hun skal tilmelde sig juniormesterlære

4. maj 2026

Tømrermester Kasper Ræbild Olsen og 15-årige Emias Poulsen, som er i juniormesterlære.

Indhold

    Hver mandag og tirsdag står Emias Poulsen tidligt op. Han er i praktik hos tømrervirksomheden Ræbild og Walin, og i tømrerbranchen begynder arbejdsdagen ikke først, når klokken ringer ind til skole.

    - Jeg møder fem minutter i syv. Det er ret tidligt, men det går meget godt med at komme op, fortæller han.

    Emias går i 8. klasse i en juniormesterlæreklasse. Han har undervisning på skolen tre dage om ugen i dansk, matematik, engelsk og naturfag, og to dage om ugen er han i praktik som tømrer.

    - Jeg hjælper til med deres opgaver. Det kan for eksempel være at skifte døre og vinduer og bygge terrasser, fortæller han.

    Juniormesterlære er et aktivt tilvalg

    I dette skoleår er der to juniormesterlæreklasser i Næstved Kommune: en på 8.årgang og en på 9. Begge klasser holder til på Kobberbakkeskolen afdeling Sjølund i Næstved, og eleverne kommer fra forskellige skoler i kommunen.

    Tilmeldingsfristen til opstart i en juniormesterlæreklasse efter sommerferien er den 13. maj, så det er ved at være tid til at beslutte sig for, om næste skoleår skal være mere praktisk orienteret, fortæller Anna-Sofie Borge, afdelingsleder på Kobberbakkeskolen, afdeling Sjølund.

    - Juniormesterlære er for elever, der aktivt vælger det til. Det skal give mening for den unge at gå i en juniormesterlæreklasse og være i praktik to dage om ugen. Mange af de elever, vi har i de to klasser nu, fortæller, at de har haft svært ved at sidde stille på en stol fem dage om ugen, og samtidig har de vidst, at de sandsynligvis vil tage en erhvervsuddannelse efter grundskolen, fortæller hun.

    Emias Poulsen er glad for, at han valgte juniormesterlære og praktik hos en tømrervirksomhed.

    - Jeg har kunne se, hvordan det er at arbejde som tømrer, og de, der arbejder her, vil gerne hjælpe mig med at blive bedre til tingene. Jeg kan også godt lide, at man kommer ud og møder andre mennesker, fortæller han.
    Emias fortsætter i juniormesterlære efter sommerferien. Han håber på at komme i praktik hos en murer, maler eller vvs’er.

    Hvordan tilmelder man sig juniormesterlære?

    Tilmelding til juniormesterlære i skoleåret 2026/2027 skal seneste ske onsdag den 13. maj. Man tilmelder sig ved at tage fat i sin uddannelsesvejleder eller en lærer og fortælle dem, at man vil i juniormesterlære. 

    Skolen sørger for, at eleven og elevens forældre kommer til en samtale på Kobberbakkeskolen afdeling Sjølund, hvor juniormesterlæreklasserne ligger. 

    Samtalen skal afklare, om juniormesterlære er det rette skoletilbud for eleven. Er det det, bliver eleven indskrevet i en juniormesterlæreklasse.

    Du kan læse mere om juniormesterlære i Næstved Kommune her