Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

International kulturprofil skal stå i spidsen for Næstved Musikskole

Næstved Kommune har ansat Anders Hentze som ny leder af Musikskolen i Næstved. Han tiltræder i dag 1. maj og kommer med solid erfaring som musiker, underviser og kulturleder i ind- og udland.

01. maj 2026

Indhold

    Efter 14 år i Brasilien flyttede Anders Hentze 1. april Danmark for at starte som ny musikskoleleder i Næstved Kommune. Han afløser Jørgen Graven Nielsen, der går på pension efter godt 15 år i spidsen for Musikskolen.

    Chef for Center for Kultur og Borgerservice i Næstved Kommune, Kim Dawartz, ser frem til samarbejdet:

    – Anders kommer med en stærk og alsidig baggrund fra både musikskoleverdenen og det internationale kulturliv. Vi glæder os til at få én til leder, der kan udvikle Musikskolen og styrke dens rolle i kommunen, siger Kim Dawartz.

    Han sender samtidig en stor tak til den afgående leder:

    - Jørgen har videreudviklet Musikskolen. Der er både plads til individuelle færdigheder og talentudvikling, men også samspil er blevet prioriteret højt. Det har blandt andet betydet et øget fokus på musik i folkeskolen, så børn fra hjem “uden klaver” har fået muligheder for at prøve at spille og spille sammen. 

    Som et orkester

    Anders Hentze ser frem til at komme i gang og har allerede besøgt Musikskolen og Næstved flere gange.

    – Næstved har en stærk kulturel identitet, som, jeg synes, er charmerende, og jeg glæder mig over at overtage en musikskole, der fungerer rigtig godt. Der er god stemning i huset, fin opbakning i kommunen, og Jørgen er en meget afholdt leder. Det er store sko at fylde ud, siger Anders Hentze.

    Han lægger vægt på at være en nærværende og synlig leder:

    – Jeg er god til at udvikle projekter, der samler mennesker fra forskellige baggrunde, men jeg kommer ikke med en revolution i baglommen. Ligesom hvis jeg skulle være ny medspiller i et orkester, vil jeg først lytte til, hvordan orkestret klinger, for at forstå hvordan min egen stemme kan bidrage på en organisk måde. Jeg glæder mig meget til at videreudvikle Næstved Musikskole sammen med de dygtige medarbejdere og elever.

    35 lærere og 820 elever

    Som musikskoleleder får Anders Hentze ansvar for 35 musikskolelærere og 820 elever. Udover talentudvikling og nye samarbejder skal han fortsætte arbejdet med, at endnu flere børn og unge møder musikken i deres hverdag – også dem, der ikke bor tæt på Musikskolen.

    Musikskolen har frist for gentilmelding for nuværende elever 15. maj. Nye elever kan tilmelde sig året rundt, men musikskoleåret starter efter skolernes sommerferie. 

    Ifølge Kulturens Analyseinstitut spiller knap 10 procent af borgerne i Næstved et instrument, og knap 10 procent synger.

    OM ANDERS HENTZE

    Anders Hentze er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og Mannes College of Music i New York med trommer som hovedinstrument.

    Han har gennem 25 år som professionel jazzmusiker spillet og indspillet med en lang række kunstnere i USA, Brasilien, Europa og Danmark.  

    Derudover har han været underviser på Helsingør Musikskole og MGK (Musikalsk GrundKursus) i 14 år.

    Senest har Anders Hentze været landedirektør for Dansk Kulturinstitut i Brasilien, hvor han har arbejdet siden 2015 og været leder siden 2020.

    Anders Hentze er gift med den brasilianske dansepædagog Deborah Macedo, og parret har to sønner på 18 og 21 år. Familien er i gang med at etablere sig i København efter 14 år i Brasilien.