Jubilæumslegat hædrer kræfter bag events og elitebasket i Næstved
Modtagerne af Diskontobankens Jubilæumslegat 2026 er direktør i Ametsis Maja Meisner og direktør i Team FOG Næstved Andreas Larsen.
Den ene er med til at sikre, at Arena Næstved kan afholde store signatur-events. Den anden er drivkraften bag én af landets stærkeste basketballklubber.
Fælles for Maja Meisner og Andreas Larsen er, at de gennem mange år har bidraget til at sætte Næstved på landkortet uden selv at søge rampelyset.
De to er modtagere af Diskontobankens Jubilæumslegat 2026. Mandag blev de hædret for deres indsats for Næstved.
Legatet uddeles hvert år til en eller flere personer, der har gjort noget særligt for Næstved by.
Penge til store events
Maja Meisner er en markant profil i Næstveds erhvervsliv. Som direktør i Ametsis står hun i spidsen for virksomheden bag blandt andet Sistema-madkasser og drikkedunke, som sælges i hele landet.
Hun er samtidig talsperson for det lokale erhvervsnetværk NP2. Netværket består af lokale virksomheder, der bidrager med betydelige midler til at tiltrække og udvikle store events i Arena Næstved.
– Maja Meisner er et godt eksempel på, hvordan engagerede erhvervsfolk kan gøre en forskel for en hel kommune. Hun bruger ikke bare sin tid og sine kompetencer, men også sine egne ressourcer på initiativer, der styrker Næstved. Hvad enten det er gennem NP2-netværket, etableringen af B-Spis eller nyhedsmediet næstved.nu, er fællesnævneren et ønske om at løfte byen og skabe noget, som kommer andre til gavn. Hendes engagement har sat tydelige spor i Næstved, siger områdedirektør i AL Sydbank Kasper Bæk på vegne af legatbestyrelsen.
Fra passion til topklub
Andreas Larsen har gennem mange år været drivkraften bag udviklingen af Team FOG Næstved. Under hans ledelse har klubben udviklet sig til en fast del af toppen af dansk basketball.
Andreas Larsen har desuden opbygget et stærkt sponsornetværk omkring klubben, som gennem årene har været med til at skabe et solidt fundament for både elitebasket og talentudvikling i Næstved.
– Andreas Larsen har gennem mange år været drivkraften bag Team FOG Næstved. Det, der begyndte som en passion for basketball, er i dag vokset til en af landets stærkeste klubber med et stærkt fællesskab omkring sig. Han har skabt opbakning fra både erhvervsliv, frivillige og fans og samtidig været med til at sætte Næstved på landkortet. Det er tydeligt for alle, hvor meget både sporten og byen betyder for ham, siger Kasper Bæk.
Legat uddeles på Næstveds fødselsdag
Diskontobankens Jubilæumslegat har eksisteret i 91 år. Første gang det blev uddelt i 1935 i anledning af Næstved Bys 800-års jubilæum.
Legatet overrækkes hvert år på byens fødselsdag den 15. juni. Modtagerne får et diplom, en buket blomster og en Holmegaard Provence-skål med inskription.
Legatet har til formål at hædre personer, der gennem deres arbejde eller indsats har gjort en særlig forskel for Næstved.
Legatbestyrelsen består af Sydbanks områdedirektør Kasper Bæk, retspræsident Alex Elisiussen, borgmester Kenneth Sørensen (V) samt byrådsmedlemmerne Marc Hvenegaard (C) og Søren Revsbæk (LA).