Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Kontrolleret ild skal styrke naturen i Fårebakkerne

Næstved Kommune gennemfører afbrænding for at skabe bedre vilkår for planter og dyr.

16. mar. 2026

Indhold

    Næstved Kommune gennemfører i denne uge en kontrolleret afbrænding i en del af Fårebakkerne for at forbedre naturkvaliteten og give området et naturligt løft.

    Afbrændingen fjerner ophobet dødt plantemateriale og skaber lys og luft ved jordbunden, hvilket giver bedre spiringsvilkår for vilde blomster og hæmmer de græsarter, der ellers dominerer. Erfaringer viser, at urter og blomstrende planter vender stærkt tilbage efter en afbrænding, og metoden er samtidig skånsom, fordi man undgår tunge maskiner.

    Naturlig del af økosystemet

    Brand er en naturlig del af økosystemet, og ved at efterligne denne proces kan kommunen pleje sårbare områder på en mere nænsom måde.

    “Kontrolleret afbrænding er et af de mest skånsomme redskaber, vi har til at styrke biodiversiteten. Når vi fjerner det gamle plantemateriale, giver vi plads til nye spirer, flere blomster og bedre levevilkår for de arter, der er afhængige af lys og varme,” siger Sofia Mulla Kølmel, naturmedarbejder i Team Vand og Natur i Næstved Kommune, og understreger, at metoden bruges med omtanke og stor respekt for områdets dyreliv.

    Afbrændingen vil blandt andet gavne markfirben, som lever i Fårebakkerne og er afhængige af varme og solrige pletter uden for meget vegetation for at kunne trives. De har også brug for kvas, træstammer og andre skjulesteder. Derfor brændes hele området ikke af, men kun omkring en tredjedel. Lige nu ligger dyrene i dvale dybere nede, hvor varmen ikke når ned, og tager altså ikke skade af afbrændingen.

    Arbejdet udføres af virksomheden Natur360, der har stor erfaring med kontrolleret naturafbrænding. Afbrændingen gennemføres på en dag med minimal vind og i overensstemmelse med gældende brandværnsregler. Midtsjællands Brand- og Redning er orienteret, og der er derfor ingen grund til bekymring, hvis man ser røg i området i løbet af ugen.