Næstved Bibliotek låner flere tegneserier ud – Kulturministeriet bruger erfaringerne til ny litteratur-handlingsplan
Børn og unge i Næstved Kommune låner tre gange så mange tegneserier som for tre år siden. Forklaringen er et målrettet arbejde for at øge børn og unges læselyst via tegneserier. Nu skal erfaringerne bruges nationalt.
Kulturministeriet har netop lanceret en ny litteraturhandlingsplan, der skal løfte børn og unges læselyst i hele landet.
Her spiller tegneserier en central rolle – og erfaringerne fra Næstved Bibliotek er en vigtig del af grundlaget.
I Dansk Tegneserieråds rapport Tegneseriens tilstand (2024), som ligger til grund for planen, fremhæves Næstved som et forbillede for, hvordan målrettet arbejde med tegneserier kan øge læselyst og udlån markant.
Tegneserie-effekten er tydelig i Næstved
På Næstved Bibliotek har tegneserier og graphic novels fået en central placering, hvor lånerne kan se forsiderne og det store udvalg. Det har haft stor effekt. Nye tal viser, at børn og unge i Næstved Kommune i 2025 lånte næsten tre gange så mange tegneserier som i 2022.
Kulturformidler Martin Rovang er primus motor på tegneserieindsatsen, og han glæder sig over udviklingen:
- Tegneserierne hitter blandt børn og unge, og det er der mange gode grunde til. For det første lokker de farverige forsider læselysten frem, og for det andet elsker mange det unikke samspil mellem tekst og billeder. Vores arbejde viser, at synlighed virker – og at tegneserier er en effektiv vej ind i læsningen for børn og unge.
Generelt låner børn og unge mere på biblioteket i Næstved Kommune. Det samlede udlån af materialer til børn og unge steg med 7000 fra 2024 til 2025.
Tegneseriens Hus skal bringe erfaringerne ud til hele landet
Den nye litteraturhandlingsplan etablerer Tegneseriens Hus, der over de næste to år får fem millioner kroner til at udvikle og fremme tegneserier som læsemotor for børn og unge. Initiativet udspringer af Dansk Tegneserieråds flerårige arbejde og bygger blandt andet på erfaringer og udlånsdata fra Næstved Bibliotek.
Tegneseriens Hus skal fungere som en national platform, der samler viden, udvikling og formidling. Dermed bliver resultaterne fra Næstved Kommune nu omsat til national handling.
FAKTA: Udlån af tegneserier i Næstved
Årlige udlån i hele kommunen
Børnetegneserier
- 2022: 3.756
- 2023: 5.426
- 2024: 7.356
- 2025: 10.749
Voksentegneserier
- 2022: 3.011
- 2023: 3.353
- 2024: 3.427
- 2025: 4.268
Børnetegneserier
- Næsten tredobling fra 2022 til 2025
(fra 3.756 til 10.749 udlån) - 46 % stigning fra 2024 til 2025
(fra 7.356 til 10.749 udlån) - 98 % stigning fra 2023 til 2025 (Fordobling)
(fra 5.426 til 10.749 udlån) - 96 % stigning fra 2022 til 2024 (Fordobling)
(fra 3.756 til 7.356 udlån)
Voksentegneserier
- 25 % stigning fra 2024 til 2025
(fra 3.427 til 4.268 udlån)
Top-3 børnetegneserieudlån i 2025:
- Elias & Agnes Våhlund - Håndbog for superhelte, 1. bind: håndbogen
- Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi – Mira 1, #venner, #forelsket, #etårimitliv
- Malin Falch – Nordlys: Rejsen til Jotundalen