Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Næstved har valgt entreprenør til nye vand- og svømmefaciliteter

Vipper, 50-meter bassin og resten af kommunens nye vand- og svømmefaciliteter skal bygges af Morten C. Henriksen A/S. Kommunen får en topmoderne, fremtidssikret bygning med plads til alle fra elitesvømmeren til børnefødselsdagen i Stenlængegårdsområdet.

28. maj 2021

Indhold

    Næstved Kommune er kommet et afgørende skridt videre med planerne for de nye vand- og svømmefaciliteter, der efter planen slår dørene op til en forbedret svømmeoplevelse i sensommeren 2024, hvad end det gælder motionister, konkurrencesvømmere, babysvømning eller mennesker med særlige behov.

    I dag er de konkrete planer og tegninger for byggeriet blevet præsenteret, efter byrådet tidligere på ugen valgte at følge byggeudvalgets indstilling og indgå kontrakt med den Holbæk-baserede entreprenør Morten C. Henriksen A/S.

    - Vi er landet det helt rigtige sted med de nye vand- og svømmefaciliteter. Jeg vil benytte lejligheden til at takke for det gode samarbejde, der har været i byggeudvalget. Det gode resultat udspringer af en villighed til at dele viden og til at lytte ikke bare til egne, men også andres behov, fortæller Linda Frederiksen, der er formand for Kultur og Demokratiudvalget samt formand for byggeudvalget for nye vand- og svømmefaciliteter.

    Bassiner der kan samles og skilles

    De 5500 m² topmoderne og fremtidssikrede svømmefaciliteter har fokus på funktionalitet og fleksibilitet, så bygningen kan rumme fritids-, undervisnings- og konkurrencebrug samtidig.

    Det kan lade sig gøre, fordi de forskellige bassinrum kan samles og adskilles. Det giver mulighed for at holde en børnebegejstret fødselsdag i morskabsbassinet, en fokuseret genoptræning i varmtvandsbassinet og et afgørende elitestævne i sportsbassinet, uden at de forskellige gæster forstyrrer hinanden.

    - Der har længe været et ønske om nye vand- og svømmefaciliteter i Næstved, og vi er i den grad kommet i mål og kan nu se frem til et vandhus, der er for alle, siger Linda Frederiksen, der er formand for Kultur og Demokratiudvalget samt formand for byggeudvalget for nye vand- og svømmefaciliteter.

    Aktiviteter for alle

    Bygningen har et sportsbassin med otte baner på 50 meter, hvilket betyder at den nye bygning kan lægge vand til elitestævner og store kulturelle events.

    Derudover indeholder vand- og svømmefaciliteterne et motionsbassin, et varmtvandsbassin, et morskabsbassin, en vandrutsjebane, udspring, damp- og infrarødsauna og omklædningsfaciliteter med mulighed for at benytte aflukkede omklædningsrum til for eksempel familier med små børn eller mennesker med særlige behov. Derudover kommer der produktionskøkken og servering i forhal og bassinområdet.

    Blandt andet får bygningen et stort integreret solcelleanlæg, der forventes at kunne dække op til 40% af det årlige strømforbrug.

    Om bygherren

    Morten C. Henriksen A/S har bred erfaring fra lignende byggerier blandt andet Vandhuset Panteren i Vordingborg, fra dele af byggeriet af Holbæk Sportsby samt en tilbygning til Høje Taastrup Svømmehal. Underrådgiverne er GPP Arkitekter, ISC Rådgivende Ingeniører, LYTT urban & landscape architecture samt Jysk Svømmebadsteknik.

     

        

     

    Udtalelser fra medlemmer af byggeudvalget

    Klaus Eusebius Jakobsen, medlem af byggeudvalget og byrådsmedlem udtaler:

    - Det har været meget spændende at være med i byggeudvalget som en af de tre af byrådet politisk udpegede.

    Mit klare sigte har været at få skabt så varieret og kvalitetsbetonet en svømmehal for borgerne som overhovedet muligt. Med det mener jeg, for alle dem, der ikke er organiseret i klubber eller foreninger, men for familier med eller uden børn, for den enlige, for den unge eller den ældre generation: med andre ord, dem der i denne sammenhæng ikke har haft en organiseret stemme. Og jeg er faktisk meget tilfreds med alt det, der nu kommer alle borgerne til gode - men også at det kan komme til at gå hånd i hånd med for eksempel svømmeklubbernes behov.

    Der er virkelig mange interessenter omkring bygningen af sådan en facilitet - og jeg synes, at vi har været i stand til at imødekomme langt de flestes ønsker og behov. Det bliver et scoop af en svømmehal.

    Niels True, medlem af byggeudvalget og byrådsmedlem udtaler:

    - Det er ikke hver dag, Næstved Kommune påbegynder et anlægsprojekt til 222 millioner kroner. Det er den anlægssum, Byrådet har afsat til nye vand- og svømmefaciliteter. Med det projekt som er præsenteret i dag, så synes jeg, byggeudvalget har løst den opgave, som vi fik fra Byrådet, nemlig en svømmehal med de prioriterede bassiner og med meget mere vand end de nuværende svømmehaller har i dag. Vi får faciliteter, som opfylder de fleste behov, uanset om man er konkurrencesvømmer, motionssvømmer, babysvømmer, har brug for genoptræning eller er børnefamilie. Der er noget for alle.

    Byggeudvalget har været bredt repræsenteret af politikere og brugerrepræsentanter, og der har været et godt og målrettet samarbejde præget af enighed. For mig har det været vigtigt, at det bliver en svømmehal i god kvalitet med det ønskede indhold, og så skal budgettet holdes. Med det forarbejde, der er gjort i byggeudvalget, så er jeg sikker på, at Næstved Kommune nok skal få en svømmehal, der står klar i 2024.

    Sisse Skovly Larsen, formand for NIF svømmeafdeling og brugerrepræsentant i byggeudvalget for svømmeforeninger og -klubber i Næstved udtaler:

    - Vi har lagt stor vægt på, at de nye faciliteter står mål med fremtidens svømning. At vi bygger et anlæg, der er brugbart for alle målgrupper i Næstved. Masser af leg til børn, varmt vand til de ældre med gode omklædningsforhold og selvfølgelig masser af svømmebaner til eliten og motionisterne.

    Jeg er meget overrasket over, hvor meget indflydelse vi borgerrepræsentanter har fået. Der er lyttet, og det er stort set mit drømmeprojekt, der er præsenteret i dag. 

    Det bliver en stor dag for svømningen i Næstved, når det står klart.

    Tonny Ploug, formand for Handicaprådet i Næstved Kommune og repræsentant for Handicaprådet i byggeudvalget udtaler:

    - Som repræsentant for Handicaprådet, vil jeg sige, at vi har fundet frem til et rigtigt godt resultat set med tilgængelighedsbriller. Jeg har haft stor lydhørhed hos det øvrige byggeudvalg, kommunen, ekstern projektleder og bygherrerådgivning, hvis jeg har fremkommet med ønsker eller synspunkter om tilgængeligheden.

    Vi har med dette projekt fået et lyst og fint opdelt svømmeanlæg, der i den grad tilgodeser brugere med handicap. For eksempel er der i både 25 meter- og varmtvandsbassinet en rampe med gelænder, så man slipper for at gå ned af trappen, uanset om man er i kørestol eller gående.

    I omklædningsfaciliteterne har vi forsøgt at tage hensyn til børnefamilier og borgere med handicap ved, at der for eksempel bliver handicapomklædning med badebriks mm.

    Torben Stenstrup, repræsentant for Fritidsudvalget i byggeudvalget udtaler:

    - Den nye svømmehal bliver et attraktivt samlingspunkt for rigtig mange mennesker. Især er jeg glad for rummeligheden, den indbydende atmosfære, og at der er plads nok til, at et stort stævne og foreningsaktiviteter kan finde sted samtidig med, at der er åbent for offentligheden. Med vipper og 3,8 meter vanddybde kan vi også tiltrække en masse unge og dykkerklubberne. Det havde jeg ikke turde drømme om, ville lykkes for os!

     

    Fakta om de nye vand- og svømmefaciliteter

    Næstved Byråd afsatte de første penge til nye vand- og svømmefaciliteter i 2018. Siden er der blevet afsat flere penge, så det samlede budget nu er 222 millioner kroner.

    Det forventes, at de nye vand- og svømmefaciliteter i Stenlængegårdsområdet åbner i sensommeren 2024.

    De nye vand- og svømmefaciliteter erstatter Herlufsholm Svømmehal, Næstved Svømmehal og Birkebjergparkens varmtvandsbassin. De tre nuværende svømmehaller lukker, når den nye bygning står klar.

    Baggrunden for at opføre et nyt anlæg med nye vand- og svømmefaciliteter er, at kommunens eksisterende svømmehaller er i en stand og har en alder, der kræver større og større vedligeholdelse og renovering.

    De eksisterende faciliteter lever ikke op til kravene til moderne svømmehaller, og den generelle udvikling i måden, hvorpå et aktivt kultur- og fritidsliv opleves og udfoldes, har også ændret sig.

     

    De nye vand- og svømmefaciliteter kommer til at indeholde:

    Sportsbassin
    50 meter, 8 baner

    Motionsbassin
    25 meter, 4 baner

    Varmtvandsbassin
    90 kvadratmeter

    Morskabsbassin
    150 kvadratmeter

    Vandrutsjebane
    80 meter lang (sidder udvendigt på bygningen og ender i et selvstændigt bassin)

    Sauna
    Fællesområde med sauna, dampsauna og infrarød sauna. Sauna i omklædningsrummene.

    Omklædning
    Herre, dame og 7 aflukkede omklædningsrum

    Udspring
    1-meters og 3-meters vippe og 5-meters platform

    Café
    Produktionskøkken med servering i forhal og bassinområde

    Se mere om de nye vand- og svømmefaciliteter på www.naestved.dk/svøm

     

    Byggeudvalget

    Byggeudvalget er bredt sammensat, så der både er repræsentanter fra de forskellige brugergrupper, der kommer til at benytte vand- og svømmefaciliteterne, byrådsmedlemmer og fagmedarbejdere fra Næstved Kommune.

    Medlemmer:

    - Linda Frederiksen (A), formand for byggeudvalget (formand for Kultur- og Demokratiudvalget)

    - Klaus Eusebius Jakobsen (B), byrådsmedlem

    - Niels True (V), byrådsmedlem

    - Tonny Ploug, repræsentant for Handicaprådet

    - Torben Stenstrup, repræsentant for Fritidsudvalget

    - Sisse Skovly Larsen (formand for NIF Svømmeafdeling), brugerrepræsentant for svømmeforeninger/-klubber i Næstved

    - Karl-Åge Søltoft (leder af Ringsted Sportscenter), repræsentant med svømmebadsteknisk erfaring

    - Sven Koefoed-Hansen, direktør

    - Jan Milandt, direktør

    - Torben Kelm Danielsen, centerchef for Trafik og Ejendom

    - Kim C. Dawartz, centerchef for Kultur og Borgerservice

    - Kim Hjorth Richter, intern projektleder Center for Trafik og Ejendom

    - Ida Garre, bygherrerådgiver fra Rambøll