Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Næstved styrker kernevelfærden

Næstved Kommunes budgetaftale for 2027 tilfører markante midler til handicap, psykiatri, ældre og dagtilbud.

24. sep. 2026
Budget 2027 er indgået mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Githa Nelander, Udenfor Parti. Foto: Næstved Kommune

Indhold

    Næstved Kommunes budgetaftale for 2027 er netop faldet på plads, og budgetforliget er indgået mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Githa Nelander, Udenfor Parti.

    I aftalen er der sat en politisk retning, hvor kernevelfærden skal styrkes, økonomien skal bringes i balance fra og med budgetåret 2028 og landområderne tilgodeses.

    Velfærdsområder prioriteres

    Forligspartierne tilfører samlet 63,2 millioner kroner til tre af de centrale velfærdsområder Handicap og Psykiatri, Ældreområdet og Dagtilbud og Forebyggelse. Midlerne skal sikre ro, stabilitet og kvalitet.

    Borgmester Kenneth Sørensen fremhæver, at den nære velfærd er blevet prioriteret højt.

    - Vi har valgt at prioritere den nære velfærd, fordi det er dér, borgerne mærker kommunen allermest. Vi investerer i de mennesker, der har størst behov, og vi sikrer, at Næstved står stærkere i de kommende år. Der har naturligvis også været svære prioriteringer undervejs, men det er et ansvarligt og fremadrettet budget, som giver os et solidt fundament at bygge videre på, siger Kenneth Sørensen.

    Styrkelse af kommunens langsigtede udvikling

    Budgetforliget indeholder også en række strategiske investeringer, herunder finansiering af køb af bygning i den kommende Næstved Sundhedsby, som blandt andet skal huse kommunens Sundhedscenter.

    Der er afsat midler til udbygning af plejehjemskapacitet samt forbedringer på skole- og dagtilbudsområdet indenfor en forhøjet anlægsramme på 251 millioner kroner i 2027. Derudover igangsættes et større analysearbejde med vækstinitiativer, der skal styrke skattegrundlaget og tiltrække flere borgere og arbejdspladser.

    - Budgettet tager hånd om akutte udfordringer og lægger sporene til en mere bæredygtig økonomi i de kommende år. Aftalen fastholder skatten og styrker lokalområderne, understreger borgmester Kenneth Sørensen.

    Budgetaftalen skal godkendes på det kommende Byrådsmøde tirsdag 6. oktober. 

    Klik her for at se forligspartiernes udtalelser om årets budgetforlig