Nedrivningen af den gamle Næstved Svømmehal sættes i gang
Den tidligere Næstved Svømmehal på Nygårdsvej skal nedrives. Det bliver Tscherning, der står for arbejdet, der igangsættes i uge 28. Dermed afrundes et historisk kapitel og på området gives der plads til nye grønne arealer.
Næstved Kommune igangsætter i uge 28 nedrivningen af den tidligere Næstved Svømmehal på Nygårdsvej 100, en bygning der siden åbningen i begyndelsen af 1970’erne har været rammen om svømmeundervisning, fritidsliv og utallige lokale minder.
Svømmehallen blev taget ud af drift, da Næstved Kommune i foråret 2025 åbnede den nye og moderne svømmehal i Stenlængegaardsområdet, og bygningen har siden stået tom.
Efter nedrivningen vil der i første omgang blive etableret et grønt græsareal på området, og desuden vil Næstved Kommune afsøge mulighederne for eventuel anden anvendelse af arealet i fremtiden.
Praktisk skridt og følelsesladet farvel
Entreprenørfirmaet Tscherning står for nedrivningsarbejdet, der strækker sig fra uge 28 til december 2026.
Centerchef Morten Reuber, Center for Ejendomme og Indkøb, beskriver nedrivningen som både et praktisk skridt og et følelsesladet farvel til en bygning, der har haft stor betydning for mange borgere.
“Nedrivningen af den gamle svømmehal markerer afslutningen på et kapitel, som mange i Næstved har et forhold til. Bygningen har tjent byen i mere end 50 år, men dens tilstand gør, at vi nu skal videre. Vi forventer, at arbejdet bliver udført sikkert, effektivt og med størst mulig hensyntagen til naboerne,” siger Morten Reuber.
Han tilføjer, at kommunen er opmærksom på, at arbejdet i perioder vil kunne mærkes i området, både i form af støj og øget trafik, men at der arbejdes tæt sammen med entreprenøren om at begrænse generne mest muligt.
Om nedrivning af den tidligere Næstved Svømmehal
Entreprenørfirmaet Tscherning står for nedrivningsarbejdet, der strækker sig fra juli til december 2026.
Før selve nedrivningen går i gang, gennemføres en miljøsanering af bygningen, herunder udvendig sandblæsning af facaderne. Derefter følger den maskinelle nedrivning, opbrydning af fundamenter og løbende bortskaffelse af affald, inden området til sidst fyldes op med jord og omdannes til grønt areal.
Arbejdet udføres på hverdage mellem klokken 07 og 18 og lørdage mellem 07 og 14, og der vil ikke forekomme støjende aktiviteter på søn- og helligdage.