Nyt busnet træder i kraft i Næstved Kommune 28. juni
Det nye busnet i Næstved omfatter justerede ruter og nye linjenumre med henblik på at skabe et mere enkelt busnet med hyppigere og mere direkte busforbindelser.
Næstved Kommune indfører søndag 28. juni et nyt busnet, som medfører ændringer i både ruter, linjenumre og forbindelser på tværs af kommunen. Det nye busnet er udarbejdet for at optimere og tilpasse busdriften til de rejsemønstre, hvor flest rejser i dag.
Hele busnettet er blevet grundigt analyseret, og ændringerne bygger på en række principper, der skal sikre et mere effektivt og tidssvarende kollektivt tilbud.
Der er lagt vægt på at skabe mere direkte forbindelser mellem centrale rejsemål og at betjene de områder, hvor der er flest passagerer og størst behov. Samtidig er der arbejdet for at opnå et enkelt og sammenhængende busnet, som er lettere at forstå og bruge, og hvor frekvensen på flere linjer øges, så ventetiden bliver kortere.
Udvidede og hyppigere afgange
Det nye busnet indebærer desuden hyppigere afgange for mange passagerer, udvidede aften- og natafgange på udvalgte ruter samt en bedre integrering med regionsruterne, så rejser på tværs af kommune og region bliver mere sammenhængende.
“Det nye busnet er resultatet af et længere arbejde med at gennemgå ruter og forbindelser i hele kommunen. Vi har haft fokus på at tilpasse linjerne til de behov, vi kan se i dag – og vi har politisk også lyttet til høringssvarene ved eksempelvis at bevare rute 611 med den linjeføring, som den har i dag. Samtidig vil jeg gerne opfordre borgerne til at benytte den offentlige trafik, for jo flere der bruger tilbuddet, desto bedre kan vi fastholde og udvikle det,” siger Marc Hvenegaard, formand for Teknik- og Klimaudvalget i Næstved Kommune.
Det nye busnet betyder blandt andet, at flere linjer får nye numre, og at nogle ruter får en anden linjeføring end tidligere. Samtidig justeres forbindelserne mellem byområder og opland, så strukturen bliver mere ensartet og overskuelig.
For nogle passagerer vil ændringerne betyde nye rejseveje, og derfor kan det være hensigtsmæssigt at orientere sig i de kommende køreplaner.
På www.naestved.dk/busser findes detaljerede oplysninger om ændringerne, herunder beskrivelser af de nye linjer, oversigter over ruterne og adgang til køreplanerne.