Nyt samlingshus på Farimagsvej inviterer borgere og foreninger til kick-off
Næstved Kommune er i fuld gang med at etablere Samlingshuse i flere lokalområder. Det første Samlingshus på Farimagsvej inviterer 21. maj 2026 til kick-off. Arrangementet er for alle, der vil være med til at forme indholdet og sætte sit præg på husets fællesskaber.
Næstved Kommune vil styrke lokale, sociale fællesskaber og skabe rammerne for, at endnu flere borgere kan leve et aktivt liv fyldt med oplevelser sammen med andre.
En række nye samlingshuse skal være lokale samlingssteder for seniorer, borgere og foreninger, som vil mødes om fællesskab og aktiviteter. Det første i rækken er Samlingshuset Farimagsvej på Farimagsvej 52 i Næstved.
Torsdag den 21. maj kl. 16.30-20.00 inviteres til kick-off, hvor alle interesserede borgere kan være med til at forme og ikke mindst bidrage til husets forskellige udviklende, sjove og meningsfulde tiltag.
- Vi ønsker, at huset bliver fyldt med liv og nærvær i en mangfoldighed af tilbud og aktiviteter – i tæt samspil med nærområdet, lokale foreninger og gerne på tværs af generationer, siger Birgitte Ettrup, distriktschef i Center for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune.
Idéer og ønsker bydes velkomne
Til kick-off-arrangementet kan deltagerne komme med idéer og ønsker til, hvad Samlingshuset Farimagsvej skal byde på.
Der er mulighed for rundvisning i huset kl. 16.00. På programmet er fra kl. 16.30 velkomst og visioner for Samlingshuset, idégenerering og snakke om, hvilke aktiviteter og tilbud der skal være i huset. Samlingshuset byder på lidt mad og drikke undervejs.
Tilmelding til kick-off senest den 17. maj 2026:
- Via linket https://nk02.nemtilmeld.dk/2586/
- på mail til brobyggerne@naestved.dk
- eller tlf. 5588 2020.
Brugere og frivillige skaber indholdet
Hvert samlingshus vil have en frivilligmedarbejder tilknyttet. I huset på Farimagsvej er Annette Hansen frivilligmedarbejder. Her står hun for den daglige drift, herunder værtskab, koordinering og lokaleudlån.
Indholdet skabes til gengæld ud fra brugerne og de frivilliges ønsker. Derfor vil fællesskaberne og hverdagen blive forskellig fra hus til hus, alt efter lokalområdet, fortæller hun:
- Samlingshuset er et sted, hvor man kommer for at give sin tid og opmærksomhed, og får mulighed for at skabe nye stærke relationer og være en del af fælles, givende oplevelser, siger Annette Hansen.
Mange borgere benytter sig i dag af forskellige tilbud i kommunens aktivitetscentre, og disse tilbud fortsætter. Samlingshusene bygger ovenpå de eksisterende tilbud, skaber nye initiativer og inviterer flere brugere, frivillige, foreninger og målgrupper indenfor.
- Hvor de kommunale aktivitetscentre hovedsageligt har tiltrukket seniorer, vil samlingshusene også rumme initiativer på tværs af alder og generationer, for eksempel en legestue, lektiecafé og måltidsfællesskaber. Det afhænger selvfølgelig af, om lokale borgere ønsker det og har lyst til at føre idéen ud i livet, siger Annette Hansen.
Alle er velkomne
Alle interesserede borgere eller foreninger kan blive en del af livet i samlingshusene. Det kan være som bruger, frivillig, igangsætter af nye initiativer eller blot ved at låne lokaler. Alle er velkomne, og alle kan starte nye initiativer op.
Lyder det som noget for dig? Så kontakt Annette Hansen, frivilligmedarbejder i Samlingshuset Farimagsvej på tlf. 2421 2345 eller athan@naestved.dk
Prioriteret af byrådet
Samlingshuse er en vigtig brik i Næstved Kommunes arbejde med at styrke sociale, sundhedsmæssige og frivillige aktiviteter for seniorer.
Indsatsen for et mere aktivt seniorliv for kommunens borgere blev prioriteret i byrådets budgetforlig i september 2024, hvor forligspartnerne afsatte 2 mio. kr. i 2025, stigende til 3 mio. i 2026 og årene frem.
I juni 2025 godkendte Socialudvalget en overordnet plan for at styrke aktivitetscentre, daghjem og samarbejdet med civilsamfundet – herunder midler til at udvikle aktiviteter og samlingshuse i sammenhæng med nogle af kommunens aktivitetscentre.
FAKTA OM SAMLINGSHUSENE I NÆSTVED KOMMUNE
- Samlingshusene i Næstved Kommune er lokalområdets samlingssted for seniorer, borgere og foreninger, som vil mødes om fællesskab og aktiviteter.
- Det første samlingshus er Samlingshuset Farimagsvej, og der vil løbende åbne flere.
- Alle interesserede borgere eller foreninger inviteres til at blive en del af livet i samlingshusene.
- Det er muligt for grupper og foreninger gratis at låne lokaler, hvis deres initiativer er i tråd med samlingshusets formål og efter aftale med husets frivilligmedarbejder.
- Læs mere om samlingshusene på www.naestved.dk/samlingshusene