Prisfest: Elever fra Næstved vandt to priser ved opfinderkonkurrence
Det blev til hele to priser til elever fra Næstved Kommune ved finalen i Projekt Edison 2026. Én gruppe løb med andenpladsen og en anden gruppe modtog Fællesskabsprisen.
Saml skrald, lav en video af det, og optjen point, som du kan veksle til dagligvarer. Sådan lyder idéen til den app, som Team Skrald-Go fra Susåskolen afdeling Holsted har fundet på til opfinderkonkurrencen Projekt Edison.
Torsdag var der finale i den landsdækkende konkurrence for elever i 6. og 7. klasse. Den blev afholdt i Arena Næstved, hvor over 700 elever fra 12 kommuner i Østdanmark deltog.
Oppe fra scenen udråbte vært, Camilla Ottesen og borgmester Kenneth Sørensen pludselig Team Skrald-Go som vindere af andenpladsen og 6.000 kroner til klassekassen.
- Det var virkelig fedt. Jeg er så glad for, at vi kom helt op i top tre, siger Semih fra Team Skrald-Go.
De fire drenge i gruppen drømmer om at arbejde videre med deres app. En lokal Rema 1000 har været positiv over for idéen, men drengene håber på at nå endnu bredere ud.
Men næste skridt er at fejre andenpladsen og de 6.000 kroner til klassekassen.
- Vi skal helt klart have nogle fodbolde og en fodboldpumpe til klassen. Og så ved vi ikke endnu, hvad de ellers skal bruges til, siger Albert fra gruppen.
Elever fra Rønnebæk fik Fællesskabsprisen
En anden gruppe fra Næstved, Team Walk Friends løb med Fællesskabsprisen og 5.000 kroner til klassen på Kobberbakkeskolen afdeling Rønnebæk.
Gruppens idé er en app med gåture, hvor man kan finde en rute og gå den sammen med andre, der også bruger app’en. Det giver både motion og mulighed for nye fællesskaber.
- Vi blev meget overraskede, da de sagde vores navn oppe på scenen. Og så blev vi bare utrolig galde, fortæller Ester og Asia fra Team Walk Friends
Gruppen drømmer om at bruge de 5.000 kroner på en tur ud at bowle med klassen eller tage på en tur.
Borgmester kårede vinderne
Næstved Kommune var værtskommune for årets finale i Projekt Edison. Det betød blandt andet, at kommunen stod for en aktivitetszone med 24 workshops, som finaledeltagere og deres klassekammerater kunne prøve.
Borgmester Kenneth Sørensen oplevede finalen i arenaen og var blandt andet med til at kåre vinderne fra scenen:
- Det har været en fantastisk dag med en helt særlig energi her i Arena Næstved. Jeg er imponeret over elevernes kreativitet, samarbejdsevner og mod til at præsentere deres idéer for dommerne og et stort publikum. Det er erfaringer, der kan styrke deres selvtillid langt ud over konkurrencen. Jeg glæder mig til at få muligheden for at opleve det hele igen, når vi er værter for finalen i Projekt Edison igen i 2027, siger han.
Skoler i Næstved Kommune har deltaget i Projekt Edison siden 2014. Og det giver rigtig god mening, mener formand for Børne-, Skole-, og Uddannelsesudvalget, Kasper Schneider:
- Projekt Edison giver eleverne mulighed for at øve sig i idéudvikling, samarbejde og præsentation, og de viser gang på gang, at de kan se løsninger på nogle af de udfordringer, vi står overfor i samfundet. Det har været en sand fornøjelse at se dem udfolde sig foran dommere og et stort publikum her i Arena Næstved i dag.
Om prisuddelingen
Førstepladsen i finalen i Projekt Edison 2026 gik til en gruppe fra Rungsted. Tredjepladsen gik til en gruppe fra Bornholm.
Udover fællesskabsprisen var der to andre særpriser: Verdis Bæredygtighedspris Junior og Få det til at gro-prisen. De gik henholdsvis til en gruppe fra Skovlunde og Hvalsø.