Gå til hovedindhold
Børn og unge

Plejetilladelse til privat aftalte plejeforhold

Som plejefamilie skal I have en plejetilladelse fra Næstved Kommune, hvis plejebarnet er under 14 år - og hvis der er tale om et ophold hos plejefamilien, der varer længere end tre sammenhængende måneder.

Mand med omvendt kasket og mørkt skæg smiler med en lille glad pige i armene

Indhold

    En plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet.

    Det er indehaveren af forældremyndigheden, der har pligt til at sikre sig, at plejefamilien har den fornødne plejetilladelse. Det indebærer, at indehaveren af forældremyndigheden har pligt til at underrette den kommune, hvor barnet er i pleje, hvis et plejeforhold varer udover en sammenhængende periode på tre måneder.

    Bemærk at der ikke føres tilsyn med private plejefamilier.

    Ligger det fra starten af plejeforholdet klart, at barnet skal opholde sig i længere tid i plejefamilien, bør der foreligge plejetilladelse, inden barnet tager ophold i plejefamilien. Ved sådanne længerevarende ophold opstår der ofte et følelsesmæssigt bånd mellem barn og plejefamilie. Dette gælder særligt, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne længerevarende ophold kan desuden resultere i, at der senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af hensyn til barnet vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af plejeforholdet er taget stilling til, om opholdet er til gavn for barnet.

    Ved undersøgelsen og afgørelsen af, om der kan gives plejetilladelse til længerevarende ophold, bør der normalt lægges vægt på de samme forhold som ved ansøgning om adoption. På den måde undgås det, at et langvarigt plejeforhold må afbrydes, fordi det senere viser sig, at adoptionsmyndighederne ikke kan godkende plejeforældrene som adoptanter.

    Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en indledende samtale med plejefamilien, hvor sagsbehandler(e) fra Næstved Kommune danner sig et indtryk af familien. Ved den indledende undersøgelse må familien give oplysninger om alder, ægteskabelige forhold, samlivets varighed, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold m.v.

    Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede plejetilladelse, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.

    Det afklares, hvad der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgerne har til barnet og plejeforholdet og til varigheden af plejeforholdet. Det vil også være vigtigt at få et indtryk af plejefamilien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det vil også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvad enten det er egne børn eller andre plejebørn, og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i vurderingen.

    Hvis det vurderes nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for barnet, indhentes oplysninger om barnet og dets forældre. Det kan fx være, hvis barnet har et handicap, eller hvis der tidligere har været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet.

    Forinden udstedelse af plejetilladelse, indhentes med ansøgernes samtykke oplysninger om indtægtsforhold. Ligeledes med ansøgernes samtykke indhentes straffeattest og børneattest fra Kriminalregisteret, og i en helbredserklæring skal man stå inde for, at man helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven.

    Normalt vil der ikke kunne gives plejetilladelse til enlige eller personer med kortvarigt forudgående samliv. En betydelig aldersforskel (over 45 år) mellem barnet og den, der søger plejetilladelsen, vil normalt tale imod, at der gives plejetilladelse. Det skal dog understreges, at der altid vil blive foretages en konkret individuel vurdering, og at der i den enkelte sag kan foreligge særlige forhold, fx et nært slægtskab mellem barnet og ansøgerne eller anden forudgående tæt tilknytning.

    Der kan kun udstedes plejetilladelse, hvis opholdet kan anses for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes forskelligt afhængigt af opholdets længde, barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

    Det vil bero på et individuelt skøn hvor mange børn, der kan gives plejetilladelse til. Antallet af børn herunder, om der er tale om søskende, vil dog være af betydning ved vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet.

    Hvis barnet opholder sig hos nære slægtninge eller andre nærtstående, som barnet i forvejen har et tæt forhold til, vil der normalt være en formodning om, at opholdet vil være til gavn for barnet, og det vil, medmindre de konkrete forhold taler imod, ikke være nødvendigt at foretage en dyberegående undersøgelse. Det gælder også, selvom opholdet forventes at vare i en længere periode.

    Kontakt

    Center for Børn og Unge

    Send digital post (kræver MitID)

    Relevante artikler