Gå til hovedindhold

Mogenstrup og omegn

Velkommen til Mogenstrup og omegn, sydøst for Næstved. Her bor cirka 2.011 indbyggere i Mogenstrup, hvor der er et godt sammenhold og masser af butikker. Her arrangeres fællesspisning, og der er et rigt foreningsliv, som blandt andet betyder, at du kan dyrke skisport om vinteren.

13. okt. 2021

Indhold

    Forrige Næste

    Mogenstrup er et levende samfund i hjertet af Sjælland med grønne fredede arealer. Området dækker Mogenstrup, Myrup, Hammer, Hammer-Torup, Ring, Blangslev, Lov, Vester Egesborg, Næstelsø, Brandelev samt Bonderup. I Mogenstrup er der mange muligheder for at få sig en naturskøn oplevelse.

    Sammen kan vi skabe dialog, muligheder og lokale løsninger

    I Mogenstrup og omegn finder du alt, hvad der skal til for at få en hyggelig hverdag med mulighed for hyggelige sociale oplevelser. I området findes alt, hvad du skal bruge, lige fra institutioner, skoler, frisører til mekanikere, supermarkeder, læge, tandlæge, ældrecenter og frivillige foreninger og sågar skisport om vinteren ved Fårebakkerne. Du kan også vælge at bruge formiddagen med en kølle i hånden hos Sydsjællands Golfklub, som også ligger i dette område.

    Her spiser man med sin nabo

    Her findes rigtig mange lokale kræfter, som flere gange om året inviterer til arrangementer. Tag for eksempel til Kildemarkedet, hvor du vil finde boder, gøgl, middelalderfolk, vikinger, musik og sang. Der er også lokale ildsjæle, som inviterer til ”Spis med din nabo”-arrangementer, juletræsfest, Sankthans, fastelavn, tøndeslagning, sommerfest og høstfest. Her er vi nemlig sammen om at skabe oplevelserne.
    Borgerne i Mogenstrup er også vilde med sport – hvad end det er fodbold, gymnastik, cykling, løb, folkedans, golf eller svømning.

    Mægtig natur

    I Mogenstrup og omegn er der en mægtig natur, der er præges af skov og bakker.
    Mest kendt er Mogenstrup Ås, som dannedes under den sidste istid. Så der er store muligheder for at vandre, løbe eller cykle i området. Hvis man vil ud at nyde stilheden med sin fiskestang, er der desuden gode fiskemuligheder i åen.

    Hammer Bakker hæver sig over landskabet, og herfra er der flere steder en fantastisk udsigt over det omkringliggende landskab og én af Danmarks reneste fjorde, nemlig Dybsø Fjord.

    Vil du være med?

    Måske får du også lyst til at være en del af vores dejlige område? Lokalrådet eller en af de lokale kontaktpersoner vil hellere end gerne fortælle mere om mulighederne i Mogenstrup og omegn.

    I Mogenstrup samles man om at skabe oplevelser hele året rundt.


    Hvad er der af dagtilbud og undervisningsmuligheder?

    Dagpleje

    Søger du dagpleje, så hører Mogenstrup og omegn under område SYD. I område SYD er det dagplejegruppen Fladsåtroldene, man hører til, og på dagplejegruppens hjemmeside kan du se dagplejere i nærområdet. 

    Dagtilbud

    I Mogenstrup finder du Stjernehøjen, der tilbyder en vuggestuegruppe for børn i alderen 0-2 år og to børnehavegrupper for børn på 3-4 år.

    Skoler og undervisningstilbud

    Fladsåskolen har en afdeling i Mogenstrup, hvor børnene kan tage de første skoleår. Fladsåskolen har også en afdeling i Tappernøje.