Gå til hovedindhold
Børn Og Voksne Foran udendørs Scene

10 gode grunde til at flytte til Næstved Kommune

Der er selvfølgelig mange flere grunde til at flytte til Næstved Kommune. Men på denne liste har vi samlet de 10 bedste grunde til at bo i dette skønne område.

I Næstved Kommune har vi det hele – og mere til! Her er smuk natur, alverdens karrieremuligheder, gode skoler og institutioner, et rigt kulturliv og stærkt fællesskab. Og så er vi kun 50 minutter fra København.

Lad os præsentere dig for de 10 vigtigste grunde til at flytte til Næstved Kommune. 

Se også to videoer, der fortæller mere om de tilbud, vi har i Næstved.

Næssie Optræder Foran Børn i Næstved

1. Børnenes by

I Næstved Kommune har vi en unik børnekultur med en årlig børnekulturfestival, børnehavekoncerter, børneteater og familiekoncerter. Næssi er vores dragemaskot, som symboliserer børnekulturen i Næstved Kommune, og han er med, når der er koncerter og andre arrangementer for børn i Næstved Kommune. Desuden har vi et utal af idrætsforeninger i kommunen, så børn behøver aldrig at kede sig efter skole.

Hvert år i skolernes sommerferie afholdes Aktive Feriedage for alle kommunens børn og unge i 0.-9. klasse, hvor lokale foreninger arrangerer en masse spændende aktiviteter. Blandt andet kan børnene komme gratis i svømmehallen, gå på forfatter-workshop, overnatte i shelter eller komme ud og køre på speedwaybane.

En mand går på gangen i en kontormiljø

2. Gode karrieremuligheder

Næstved Kommune er en af de største erhvervskommuner i Region Sjælland. Det betyder rigtig fine karrieremuligheder. Flere end 3.800 virksomheder har hovedsæde i Næstved Kommune, og der er derfor gode jobmuligheder.

Hvis du ikke har noget imod at tage bilen eller toget, findes der utallige jobs i en radius af en time fra Næstved. Det gør, at over 15.500 pendler fra Næstved Kommune hver morgen. I Næstved Kommune er der også mulighed for at få ekstra pasningsmuligheder i ydertimerne.

Mennesker går igennem gågaden i Næstved

3. Den sydsjællandske hovedstad

Ud af Danmarks 98 kommuner er Næstved Kommune Danmarks 15. største kommune målt på indbyggertal. Vi er den største kommune på Sjælland målt på areal og den næststørste kommune målt på indbyggertal. 84.600 indbyggere kan ikke tage fejl: Næstved Kommune er en skøn kommune med alt, hvad man kan ønske sig. Med 430 butikker, 3 biografer, adskillige fitnesscentre og foreninger, så keder vi os aldrig i Næstved Kommune.

I Næstved Kommune kan du få alt, hvad en storby kan tilbyde i form af kultur, kunst, musik, sportsoplevelser og shopping. I bymidten er der masser af hyggelige smøger med specialbutikker og skønne cafeer. Er du til fest og farver, kan du få alt fra irsk folkemusik til buldrende bas, når aftenen falder på, når de mange diskoteker og barer slår dørene op.

Det er i Næstved Kommune, du vil opleve byens puls og politiske initiativer tage sit udspring, byudvikling i fuld fart og liv i bybilledet året rundt.

En kvinde blandt publikum sidder på skuldrene og gestikulerer mod en mandlig rapper på scenen

4. Kulturelt tag-selv-bord

Når man færdes i Næstved by, er det svært ikke at få øje på de mange farverige graffiti-værker, der fylder byens kæmpemæssige gavle. Næstved Kunstby udsmykker kedelige og glemte flader i byens rum med national og international kunst begået af verdens største graffiti-konger og malermajestæter.

Der er i hele Næstved Kommune rig mulighed for gode og alsidige koncertoplevelser. Besøg blandt andet de gamle kasernebygninger, Grønnegade Kulturcenter, der nu er moderniseret og danner rammerne for koncerter og teater i topklasse. De flotte gule bygninger er Sydsjællands største kulturcenter og huser flere scener for både børn og voksne samt et hyggeligt caféområde.

Derudover er Arena Næstved et naturligt midtpunkt for Sydsjælland, når det drejer sig om sport, messer, udstillinger, shows og koncerter. 
Den nye svømmehal forventes at stå færdig i sensommeren 2024, som vil lægge vand til elitestævner og store kulturelle events. Svømmehallen vil blandt andet indeholder følgende: sportsbassin 50 meter (8 baner), motionsbassin 25 meter (4 baner), 90 kvm varmtvandsbassin, 150 kvm morskabsbassin og 80 m vandrutsjebane.

I midtbyen afholdes løbende hyggelige City Nights, hvor butikker og restauranter har længere åbent med musik og stemning i gaderne. Der holdes også Kulturnat hvert år, hvor flere kulturhuse, foreninger og virksomheder i kommunen åbner dørene med kulturelle oplevelser.

Alt dette betyder, at der hvert år holdes utallige arrangementer og events i Næstved Kommune.

Mennesker sidder ved vandkanten imens en kajaksejler padler i vandet ved Tystrup sø

5. Naturperler på snor

Når du bor i Næstved Kommune, er du i bogstaveligste forstand omringet af naturen. 6 skovområder danner en grøn cirkel rundt om Næstved bymidte, så selvom du bor i byen, er der ikke langt til det nærmeste skovområde. Faktisk er du tæt på natur, lige meget hvor i Næstved Kommune du befinder dig.

Sjællands længste å, Susåen, snor sig gennem Næstved Kommune, og 5 badestrande indbyder til at hoppe i bølgen blå i de varme sommermåneder. Karrebæksminde kan nævnes som den ene perle. Karrebæksminde er en charmerende by, der især om sommeren viser sit fulde potentiale. Byen er helt sin egen – en blanding af lystbådehavne, fiskeri, skønne sandstrande samt spisesteder og aktiviteter til alle aldre. Byen sprudler af liv på de solrige sommerdage og tiltrækker både turister og lokale.

Her finder du den ikoniske Græshoppebroen, der forbinder Sydsjælland og Enø. Den åbner hver time i sommermånederne for at gøre plads til lystsejlere, der skal fra Smålandsfarvandet ind og lægge til kaj ved havnepladserne i fjorden. Derudover kommer der store fragtskibe, der på imponerende vis sejler hele turen igennem kanalen ind til Næstved Havn, hvilket er en oplevelse, da der ikke er meget plads i den smalle kanal.

Karrebæksminde ligger ikke langt fra Næstved, og det kan derfor være oplagt at besøge byens centrum. Hvis I ikke har lyst til at tage bilen, er der mulighed for at sejle via fjorden med Rundfart Friheden, der sejler mellem Næstved, Gavnø og Karrebæksminde.

En dreng er i færd med at løse en skoleopgave

6. En verden af uddannelser

I Næstved Kommune har vi 6 folkeskoler med 21 afdelinger og 7 privat- og friskoler, herunder blandt andet den kendte Herlufsholms Kostskole.
Efter grundskolen kan man for eksempel fortsætte på Næstved Gymnasium, Zealand Business College (ZBC), EUC Sjælland, VUC eller EGU.

Efter folkeskolen tilbyder kommunen masser af videregående uddannelser. Du kan for eksempel blive fysioterapeut, ergoterapeut, bioanalytiker, sygeplejerske, bygningskonstruktør, handelsøkonom, eventkoordinator og gastronomi.

Teenage piger står på Glumsø station

7. Trafikalt smørhul

Når du bor i Næstved Kommune, kan du tage toget til København på mindre end en time. På kun 14 minutter kan du, med toget, være i Ringsted, og på 32 minutter kan du være i Køge med tog. Det er ofte hurtigere end at tage bilen, og så kan du slappe af på vejen.

Næstved Kommune ligger med andre ord godt placeret i forhold til vores nabokommuner, og på en halv time kommer vi langt. Det benytter over 15.000 borgere i Næstved sig af, når de hver dag pendler til de nærliggende kommuner.

Se, hvor langt kan du nå på kun en halv time her.

En cementblander med to arbejdsfolk i baggrunden

8. Vi investerer i fremtiden

Der er næsten altid et nyt byggeprojekt i gang i Næstved Kommune. Vi bygger på livet løs for at bane vejen for fremtidens Næstved. Senest har vi blandt andet investeret 500 millioner på 500 meter i Næstved city – hele 5 store byggeprojekter midt i Næstved har taget form: VUC’s campus, to nye parkeringshuse, Udlændingestyrelsens kontor med plads til ca. 400 medarbejdere og elektrificeringen af jernbanenettet, så vi kan komme hurtigere til København.

Også Professionshøjskolen Absalon bygger nyt campus på Munkebakken, der efter planen vil stå klar til at blive taget i brug fra sommeren 2025.

Et nybygget boligkvarter i Næstved Nord

9. Her ligger drømmehuset

I Næstved Kommune kan du blive nabo til by og vand, skov og land. Hvad enten du er til byens puls eller landlig idyl, kan du finde det her. Næstved Kommune dækker over 8 postnumre, og her er der 63 procent at spare imellem det billigste og dyreste område.

Generelt vil du i Næstved Kommune have råd til lidt mere. Med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på cirka 15.000 kr. får vi tre gange mere bolig for pengene end i København, hvor kvadratmeterprisen er cirka 55.000 kr. Så der er mange penge at spare for en børnefamilie i Næstved Kommune sammenlignet med København.

Et pigekor synger foran publikum i en kirke

10. Næstved har talent

Vi er verdensmestre i at udklække talenter i Næstved Kommune. Vi har sågar en Talentskole, som tiltrækker unge fra langt over halvdelen af Danmarks kommuner. Ungdomsskolen og Musikskolen i Næstved Kommune er også dygtige til at udvikle de unges talenter.

Berømte filminstruktører, billedkunstnere, graffiti-kunstnere, sangere, komponister, skuespillere, forfattere og sportsatleter har udklækket deres talenter i Næstved Kommune.

Et Boligkvarter i Diset Landskab lige ud til en sø

Se alle områderne i Næstved

Med alle de gode grunde er vi overbeviste om, at du har brug for at se Næstved Kommunes områder igen ... For hvad enten du er til byens puls eller landlig idyl, har vi det her i Næstved Kommune.