Gå til hovedindhold
Elev
Job
Uddannelse

Bliv kontorelev

Vil du arbejde på kontor og blive en haj til administrative opgaver? Drømmer du om at samarbejde med mange forskellige fagpersoner om projekter, der gør en forskel for kommunens borgere? Så kan du blive kontorelev i Næstved Kommune.

Billede af Liv

Indhold

    Kontoruddannelsen er et både praktisk og teoretisk forløb. Her lærer du at arbejde med økonomi og administrative opgaver, og du får erfaring med borger- eller kundeservice, markedsføring, informationsopgaver, bogføring og regnskab. 

    Næstved Kommune ansætter hvert år fem til syv nye kontorelever, og I vil typisk være 10-14 kontorelever ad gangen. Du kan derfor regne med at få et stærkt netværk med andre elever i din tid hos os. 

    Som kontorelev i Næstved Kommune får du en bred uddannelse i en stor organisation med mange forskellige fagligheder og arbejdsopgaver. Med speciale i offentlig administration lærer du om journalarbejde, sagsbehandling og at løse informationsopgaver.

    Mød vores kontorelever

    Hvordan er hverdagen, og hvad kan du glæde dig til som kontorelev? Få svaret fra vores elever her.

    Hvis du vil vide mere

    Helt konkret får du blandt meget andet:

    • Fokus på din personlige og faglige udvikling.
    • Et stærkt elevfællesskab du kan mødes og spare med.
    • En elevvejleder, der følger og støtter dig gennem uddannelsen.
    • Stor faglig dybde og mange forskellige opgaver inden for faget i det center, du vil være tilknyttet i de to år, uddannelsen varer.
    • Mulighed for at have indflydelse på din egen uddannelse og arbejdsopgavernes indhold.
    • Næstved Kommune bygger på værdierne tillid, helhed og dialog, hvilket du som elev vil kunne mærke, uanset hvilket af kommunens centre du bliver tilknyttet.
    • En arbejdsplads, der tager hensyn til dine ønsker og behov.
    • Ny læring gennem skoleophold, temadage, kurser og lignende.

    Dine daglige opgaver vil afhænge af, hvilket center du bliver tilknyttet, men du vil blive lært op i alle de dele, der fremgår som et krav i oplæringsplanen.

    Vi søger nye kontorelever i januar/februar måned hvert år med opstart den 1. september, så hold øje med Næstved Kommunes hjemmeside og andre jobportaler.

    Du kan finde aktuelle opslag med elevpladser under ledige stillinger i kommunen

    Næstved Kommune samarbejder med kontoruddannelsen på ZBC om at uddanne kontorelever. 

    Du vil blive ansat som elev i Næstved Kommune.

    Uddannelsen veksler mellem skole- og oplæringsperioder.

    Vær opmærksom på, at du skal have gennemført eller forvente at gennemføre en EUX, HG2 eller HHX.
    Du kan også bruge en HTX, STX eller HF med supplerende grundforløb som adgang.

    Skoleophold

    I løbet af uddannelsen vil der være tre skoleophold á tre uger på ZBC Næstved. Derudover vil der være 3-5 valgfag.

    De fire specialefag på skoleopholdene er:

    • Kommunikation og formidling.
    • Lovgivning og myndighedsudøvelse.
    • Politisk styring og økonomi.
    • Innovation, kvalitet og samarbejde.

    Læs mere om kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration samt afsluttende fagprøve på ZBCs hjemmeside og Uddannelsesguidens hjemmeside.

    Længde på uddannelsen

    En kontoruddannelse tager samlet 4 år – 2 års grundforløb og 2 års praktikforløb. Læs mere om forløbets opbygning på ZBC's hjemmeside.

    En uddannelse som assistent med specialet offentlig administration giver dig værktøjer og kompetencer til at lave journalarbejde, sagsbehandling og at løse informationsopgaver.  

    Når du afslutter kontoruddannelsen har du fx mulighed for at få job i en kommune, region eller i staten eller du kan løse administrative opgaver, styre projekter eller arbejde med bogføring i en privat virksomhed.  

    Du får også mulighed for at læse videre ved at tage en kommunomuddannelse via Komponent.

    Du bliver som elev ansat i kommunen. Her er løn og arbejdsvilkår bestemt af overenskomsten for administrations- og IT-personale, som er aftalt mellem HK og KL.

    Løn under uddannelse

    Du vil under elevuddannelsen få elevløn beregnet ud fra, hvor gammel du er.

    Er du under 25 år, er lønnen:

    1. år kr. 16.480,74 pr. måned.
    2. år kr. 17.345,91 pr. måned.

    Voksenelev:
    Er du over 25 år, vil du gennem hele forløbet få kr. 25.142,04 pr. måned.

    Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. 

    Læs mere om adgangskrav til grundforløbet på ZBC's hjemmeside.

    Faglige kompetencer

    • Du har gennemført (eller forventer at gennemføre) grundforløbet til den erhvervsfaglige fællesindgang - merkantil.
    • Du kan formulere dig i skriftligt og mundtligt dansk.

    Personlige kompetencer

    • Du ønsker at engagere dig i din kontoruddannelse og på din arbejdsplads.
    • Du er aktivt lyttende og lærende - både i praktikken hos os og på dine skoleophold.
    • Du løser aktivt de opgaver, du får, ligesom du også viser engagement ved at deltage i sociale sammenhænge som pauser, temadage eller en sommerfest.
    • Du er villig til at udfordre dig selv i forhold til de opgaver, du får stillet.
    • Du har positiv indstilling til faste og nye arbejdsopgaver og løser dem efter bedste evne.
    • Du spørger om hjælp, hvis du er usikker på, hvordan opgaven skal løses.
    • Du er ikke bange for at komme med nye idéer eller forslag til at gøre tingene på en smartere måde.
    • Hvis du får en god idé i forbindelse med dit arbejde eller en spændende idé til et arrangement, forventer vi, at du siger det højt.
    • Kan du se, at en opgave kan løses på en mere effektiv måde, hvor samme kvalitet opnås, forventer vi, at du fortæller os det.

    Har du spørgsmål til stillingen som kontorelev i Næstved Kommune, er du velkommen til at skrive til kontorelev@naestved.dk.

    Du kan også kontakte elevkoordinator:

    Louise Kondrup Aabo
    Email: loras@naestved.dk
    Tlf. 5588 5606

    Oplys gerne navn, mail og telefonnummer, så svarer vi hurtigst muligt på din henvendelse.

    Louise siger: 

    Jeg har det bedste job, hvor jeg blandt andet er med til at uddanne mine kommende kollegaer. Det synes, jeg er fedt! 

    Jeg er med til at skabe gode rammer, ansatte de bedste kontorelever og være bindeled mellem arbejdsplads og skole. Jeg er sparringspartner for både elever og elevvejledere og følger eleverne gennem hele deres uddannelse.

    Du vil under din elevuddannelse være tilknyttet et center med flere forskellige teams eller afdelinger. Du vil have én elevvejleder. Elevvejlederen søger for, at du får en elevplan, at dine oplæringsmål løbende bliver opnået, og at du altid har en tæt sparringspartner gennem din elevtid. Vi har fokus på, at du hele tiden udvikler dig både fagligt og personligt. Dette gør vi blandt andet ved at holde tre evalueringssamtaler gennem din elevtid, men også flere uformelle snakke gennem de to år.

    Du vil i dagligdagen få støtte og vejledning fra dine kollegaer, som på skift vil lære dig op i de mange forskellige opgaver som dit center indeholder.

    Vi lægger også stor værdi i at vores kontorelever snakker med hinanden og bruger muligheden for at få et stærkt elevnetværk. Det kan vi, fordi vi har flere kontorelever samtidig – ofte mellem 10-14 på samme tid. 

    Kontakt

    Center for Politik og Strategi