Gå til hovedindhold
Kultur og borgerservice
Bolig
Borgerservice

Meld flytning

Flytter du til Næstved eller skifter du blot adresse i kommunen, skal du senest 5 dage efter din flyttedato, melde din flytning til vores folkeregister i Borgerservice.

Udsigt over hustage/boliger i Næstved Kommune

Indhold

    Du skal melde flytning til folkeregistret når;

    • Du flytter til en ny adresse i Næstved Kommune og bor i kommunen i forvejen.
    • Du flytter til Næstved Kommune fra en anden kommune.

      Hvis du flytter fra Næstved Kommune, skal du kontakte den kommune du flytter til.

    Sådan melder du flytning

    Sådan melder du flytning, hvis du har MitID

    1. Log på borger.dk med MitID
    2. Vælg "Næstved Kommune" og klik derefter på videre.
    3. Vælg de personer, som skal flytte til den nye adresse.
    4. Vælg dato for flytningen og navnet på den nye adresse.
    5. Hvis du vil, kan du også vælge ny læge. Det er gratis at skifte læge, så længe lægevalget gennemføres samtidig med din flytteanmeldelse.
    6. Vær opmærksom på, at flytning og skift af læge på nuværende tidspunkt foretages i 2 forskellige selvbetjeninger på borger.dk
    7. Når flytningen er gennemført, får du en kvittering i din digitale post.

    Sådan melder du flytning, hvis du ikke har MitID

    1. Borgerservice Næstved
      Hvis du har brug for hjælp til at melde flytning, henvender du dig i Borgerservice.
      De træffes alle hverdage kl. 10-17.

    2. Borgerservice på lokalbibliotekerne Glumsø, Fuglebjerg eller Korskilde
      Hvis du har brug for hjælp til at melde flytning, skal du bestille en tid.

    Hvis du vil vide mere

    Et barn skal, ligesom voksne, være registreret på den adresse, hvor det opholder sig mest. Det gælder også, hvis I som forældre bor hver for sig, og uanset hvem af jer, der er bopæls- eller samværsforælder.

    Hvis barnet bor hos dig, og du ønsker at ændre barnets bopælsadresse, skal du varsle det til den anden forælder senest seks uger, før flytningen finder sted. Dette gælder både, hvis I har fælles forældremyndighed, eller hvis én af jer har forældremyndigheden alene.

    Læs mere om "Hvor skal barnet bo" på borger.dk.

    Hvordan anmelder jeg adresseændring for mit barn?

    Når dit mindreårige barn skal flytte adresse, skal det anmeldes i den kommune, hvor barnet skal bo. Inden flytningen af dit barn kan blive registreret i CPR, skal kommunen tage stilling til, om den anmeldte flytning kan accepteres. Kommunen skal fx partshøre den forælder, der ikke flytter med, hvis han/hun ikke overfor kommunen har accepteret flytningen.

    Den anden forælder får et brev fra kommunen, et partshøringsbrev.

    • Ved enighed mellem forældrene registrerer kommunen den nye adresse for barnet.
    • Ved uenighed mellem forældrene beder kommunen om flere oplysninger om barnets faktiske ophold. Derefter træffer kommunen en afgørelse

    Hvilke konsekvenser har registreringen af barnets bopæl?

    Registreringen har både betydning for tildelingen af offentlige ydelser, tilskud og for jeres bidrag til forsørgelsen af barnet.

    Du skal være registreret med bopæl i Folkeregistret (CPR) på den adresse i Danmark, hvor du reelt opholder dig. Det gælder, uanset om det er din egen bolig, eller du bor hos andre.

    Du kan ikke lovligt være registreret i CPR på en adresse, hvis du ikke reelt bor der, men blot ønsker at modtage post på adressen. En såkaldt c/o adresse i CPR kræver, at du faktisk bor på adressen, men betyder, at der kan afleveres post til dig på adressen, selv om dit navn ikke står på postkassen. 

    Logiværtserklæring

    Kommunen kan bede ejeren/udlejeren, dvs. logiværten, om at bekræfte, at du bor og sover på adressen. Det sker ved, at ejeren/udlejeren udfylder en logiværtserklæring.

    I Næstved kommune er der særlige regler omkring registrering af flytning, når du flytter fra en adresse til uden fast bopæl eller omvendt. 

    1. Du flytter fra en adresse til "uden fast bopæl"

    • Du skal registreres 'uden fast bopæl' i den kommune, som du senest har haft fast bopæl i.
    • Du kan ikke selv registrere dig "uden fast bopæl" på borger.dk.
    • Du kan søge 14 dage før eller 14 dage efter du står "uden fast bopæl".
    • Du skal bestille en tid i Borgerservice Næstved. Det er desværre ikke muligt, at bestille tid til denne ekspedition på vores andre lokationer. 
    • Du skal medbringe gyldigt ID.

    2. Du skal registreres fra "uden fast bopæl" til en fast adresse

    • Du skal melde flytning i den kommune, du skal have folkeregisteradresse i.
    • Du kan ikke selv melde flytningen på borger.dk.
    • Du skal møde op i den betjente åbningstid i Borgerservice. De træffes alle hverdage 10-17. Det kræver ikke tidsbestilling.
    • Du skal medbringe gyldigt ID.

    Ifølge Loven om Det Centrale Personregister har borgere pligt til at registrere sig på deres bopæl. Bopælsregistreringen skal ske senest 5 dage efter flytningen. Sker det ikke, eller giver borgeren forkerte oplysninger om flytningen, kan det komme til at koste enten 600,- kr. eller 5000,- kr. i bøde afhængig af den enkelte sag.

    Hvad kan give en bøde?

    Bøden kan udstedes hvis

    • flytning ikke anmeldes rettidigt,
    • opgivet flytning ikke anmeldes,
    • der afgives forkerte oplysninger om flytningen og de forhold, der skal registreres i forbindelse med flytningen.

    Borgeren skal have handlet forsætligt eller groft uagtsomt for at få en bøde. Det vil sige, at fejlen skal kunne tillægges borgeren. Det er Borgerservice, der i den enkelte sag vil vurdere, om det er borgerens fejl.
    Der er visse tilfælde, hvor der ikke vil blive udstedt bøder for fejl i oplysningerne.

    Det er for eksempel hvis Borgerservice vurderer, at overskridelsen af fristen ikke er borgerens fejl, eller hvis borgeren lider af mentale eller fysiske diagnoser og har brug for hjælp til registreringen.

    Har du netop meldt flytning - og har du lavet en fejl - så kan du selv slette flytningen, så længe den ikke er blevet sagsbehandlet.

    Sådan gør du

    • Vælg "meld flytning" på borger.dk og log på med MitID. 
    • Er flytningen endnu ikke blevet sagsbehandlet, vil du på første side under "Igangværende flytning" kunne klikke på "slet flytning".
    • Har du ikke mulighed for at slette flytningen, ring til vores Kontaktcenter.