Fensmark Miljø ApS bakker op om Danmarks Indsamling
Næstved-virksomheden Fensmark Miljø Aps var den første virksomhed, der valgte at tilmelde dig Næstved-puljen i forbindelse med Danmarks Indsamling.
Næstved er vært for Danmarks Indsamling 2026, hvor der samles ind til verdens glemte børn. Indsamlingen er skudt i gang og kulminerer ved et stort tv-show i Arena Næstved 31. januar 2026.
I Næstved Puljen samler lokale virksomheder ind for at gøre en forskel. Det sker ved at støtte Danmarks Indsamlingen med 20.000 kroner – og den første virksomhed, der valgte at støtte, var Fensmark Miljø Aps, der er eksperter i at sløjfe eller opgrave olietanke.
I spidsen for familievirksomheden med 40 medarbejdere står medindehaver Lars Møllebro.
”Jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skal støtte indsamlingen. Det handler om børn, der ikke har mulighed for at ændre deres egen situation”, lyder det fra Lars Møllebro, der fortæller, at virksomheden også støtter Børns Vilkår og kræftramte børn.
”Når det handler om børn, så er det noget, som vi alle kan relatere til – og nogle af vores medarbejdere har haft kræft inde på livet, så når børn har det svært, så er det noget der gør indtryk. Vores medarbejdere har stor andel i, at vi støtter”, siger Lars Møllebro, der slår fast, at virksomheden havde valgt at støtte uanset at Næstved er værtsby for showet.
”Uanset hvor showet foregår, så er det et rigtigt godt formål – og det er rigtigt godt, at de 12 organisationer, der står bag indsamlingen, er sammen om en stor indsamling”, siger Lars Møllebro.
Du kan læse meget mere om Næstved Puljen her: Bliv en del af Næstved Puljen – Støt Danmarks Indsamling | Næstved Kommune
Om Danmarks Indsamling
Danmarks Indsamling gør en enorm indsats i verdens fattigste områder, hvor behovet er størst. Derfor formulerer organisationerne bag hvert år en række bæredygtige udviklingsprojekter inden for et specifikt tema – i 2026 er det “Børn i glemte kriser”.
Organisationerne bag Danmarks Indsamling er 12 store, danske NGO’er: Folkekirkens Nødhjælp, UNICEF, SOS Børnebyerne, Røde Kors, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Læger uden Grænser, OXFAM Danmark, DRC Dansk Flygtningehjælp, ADRA Danmark, CARE og PlanBørnefonden.
Næstved er værtsby for Danmarks Indsamling 2026. Til showet den 31. januar overrækkes en check med det beløb, som det er lykkedes os alle sammen i kommunen at samle ind. Og der er er mange måder at støtte på.
I Næstved Puljen samler de virksomheder i Næstved, som ønsker særlig synlighed og at blive partnere med Danmarks Indsamling. Læs mere om Næstved Puljen: Bliv en del af Næstved Puljen – Støt Danmarks Indsamling | Næstved Kommune
Foreninger og skoler kan også støtte ved at samle penge ind ved at lave loppemarkeder, arrangere gåture, score mål eller donere til auktioner. Kommunens projektleder Sarah Jones på sarjon@naestved.dk kan kontaktes for at høre om de mange muligheder.
Privatpersoner kan også oprette egne indsamlinger. Læs mere her: Næstveds Danmarks Indsamling - Start en indsamling for Danmarks Indsamling 2026