Gå til hovedindhold
Miljø
Forurening
Natur

Miljø

Er du generet af røg-, støj- eller lugtforurening? Næstved Kommunes miljøvagt tilkaldes ved alle typer af akutte forureninger, hvor miljøet er truet.

Skorsten med hvid røg

Indhold

    Røg, støj og møg

    Du kan klage over miljøgener fra lugt, røg og støj m.m. fra både virksomheder og private.

    Inden du klager til kommunen, er det en god idé at tage kontakt til den person eller virksomhed, du mener, har forårsaget problemet. I mange tilfælde er naboen eller virksomheden ikke klar over, at der er et problem.

    Næstved Kommune har mulighed for at gribe ind via miljølovgivningen i visse typer af sager om støj-, røg- og lugtgener. Det kan ske, at vi vurderer, at genen er væsentlig og ligger ud over, hvad du almindeligvis må acceptere. Der er for eksempel faste regler for virksomheders støj til omgivelserne, ligesom du må acceptere en vis røgmængde fra skorstene ved optænding af private brændeovne.

    Det er ikke altid, at naboer har samme opfattelse af, hvornår noget er generende. Før Næstved Kommune behandler din klage, vil vi altid forhøre os om, hvorvidt du selv har indledt en positiv dialog med den person, du klager over. En klagesag kan ofte forværre en konflikt, som måske kunne være løst i fællesskab.

    Røg fra brændeovne

    Fyr fornuftigt, og tænd rigtigt op i din brændeovn. Ved at følge et par gode fyringsråd er du med til at mindske udledningen af partikler og dermed bevare et godt naboskab, når du bruger din brændeovn eller pejs.

    Du kan ved at følge fire enkle fyringsråd få hjælp til at tænde rigtigt op i din brændeovn. Ved at fyre fornuftigt mindsker du udledningen af partikler og er på den måde med til at bevare et godt naboskab.

    • Tænd op i toppen af brændet
    • Brug kun tørt træ
    • Sørg for rigelig luft til flammerne
    • Tjek at røgen er næsten usynlig

    Røggener fra nabo

    Hvis du føler dig generet af røg fra din nabos brændeovn, er det en god idé at tage kontakt til din nabo, når røgen er slem. Det er meget nemmere at forstå problemet, hvis din nabo selv kommer ud og ser og lugter røgen fra sin skorsten. Da de færreste naboer er interesserede i bevidst at genere deres omgivelser, kan en venlig dialog forhåbentligt føre til en løsning uden kommunens indblanding. 

    Vi opfordrer til, at du tager en snak med din nabo om problemet.

    Hvis din personlige henvendelse ikke giver noget resultat, anbefaler vi, at du kontakter bestyrelsen i din grundejerforening og får dem til at tage kontakt.

    Hvis de ovenstående forsøg ikke virker, og det ikke er muligt at finde en løsning på røggenerne sammen med din nabo, kan du henvende dig til kommunen. Vi vurderer de faktiske forhold og træffer en afgørelse ud fra disse. Vi betragter dog kommunens indblanding i sådanne sager som den sidste udvej, da denne indblanding ofte kan være med til at gøre naboskabet mere kompliceret.

    Her kan du læse mere om regler for brændeovnsejere på Miljøstyrelsens brændefyringsportal

    Her kan du læse om Miljøministeriets fyringsråd

    Hvis du ejer et hus med asbestholdige tagplader og ønsker at rengøre eller rense taget, er det vigtigt, at du sætter dig ind i reglerne om asbest, da det ellers kan få nogle alvorlige følger - ikke kun for dig selv, men også dine naboer.

    Her kan du læse mere om regler for arbejdet med asbestholdige tagplader

    Asbestaffald inddeles i følgende typer: 

    • Asbeststøv samt støvende asbestholdigt affald - filtre og lignende - skal i befugtet tilstand opbevares i egnet, lukket og tæt emballage. Emballagen skal mærkes ASBEST
    • Asbestholdigt affald, der kan støve, som fx bløde lofts- og vægplader skal opbevares i befugtet tilstand og være overdækket, så støv til omgivelserne hindres.
    • Ikke-støvende asbestaffald – hele eternitplader og lignende, hvor asbesten er fast bundet, skal afleveres som sådan på én af kommunens genbrugsstationer.

    Her kan du læse mere om, hvordan du skal håndtere dit affald.

    Støj fra virksomheder

    Hvis en virksomhed, som ikke har en miljøgodkendelse, giver anledning til gener i form af støj, vil kommunen på baggrund af en klage foretage en konkret vurdering af støjen fra virksomheden. Det vil normalt foregå på baggrund af en orienterende støjmåling. Hvis den orienterende støjmåling indikerer, at der er grundlag for klagen, vil kommunen meddele påbud til virksomheden om at nedbringe støjen, og eventuelt påbud om at dokumentere - ved akkrediteret eller certificeret støjmåling eller beregning - at støjgrænserne i området er overholdt.

    Aktiviteter, som reguleres efter særlige regler:

    • Vindmøller
    • Forsvarets skyde- og øvelsesområder
    • Autoværksteder

    Der er også andre aktiviteter, som kommunen kan regulere, men hvor Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ikke direkte er gældende.

    Her kan du læse regulativet for bygge-, anlægs- og nedrivningsaktiviteter

    Du kan her søge om dispensation ifm. bygge-, anlægs- og nedrivningsaktiviteter uden for normal arbejdstid.

    Hvis det arbejde, som skal udføres, kan overholde regulativets regler, skal du ikke anmelde arbejdet til kommunen, men blot orientere naboerne om det. Du skal orientere naboerne i området om arbejdets varighed og omfang. I henhold til regulativet skal bygherre sikre naboerne bedst muligt mod gener fra byggeriet, men der er ingen støjgrænse ved arbejde i dagtimerne. 

    Det kræver dispensation at foretage støjende arbejde uden for dagtimerne. En dispensation skal begrundes - fx med hensyn til trafikken i området eller lignende overordnede forhold. 

    Næstved Kommune regulerer ikke følgende aktiviteter:

    • trafikstøj
    • støj fra naboer
    • støj fra personer på veje og andre offentlige arealer.

    Støj fra arrangementer

    Er du i tvivl om, at støjen er højere end det tilladte til et arrangement, kan du forsøge at henvende dig til arrangementets arrangør. I visse tilfælde med indendørsarrangementer har arrangørerne ansøgt om tilladelse til et højere støjniveau end angivet i Næstved Kommunes støjregulativ (se nedenfor).

    Det er kommunen, der i samarbejde med politiet, giver tilladelse til at afholde udendørs koncerter. I mange tilfælde er der fastsat krav om støjen i tilladelsen. Derfor skal man henvende sig til kommunen, hvis man er generet.

    Ved diskoteker og spillesteder kan kommunen meddele påbud om at begrænse støjen. 

    Her kan du læse regulativet for støjende kultur- og musikaktiviteter i Næstved Kommune

    Støj fra naboer

    Når naboer er årsag til generende støj i form af høj musik eller andre former for uacceptabel adfærd, skal man henvende sig til sin udlejer eller sit boligselskab, hvis det ikke fører til noget at tage direkte kontakt til støjens ophavsmand. Mange ejendomsselskaber, boligforeninger, andelsforeninger og ejerforeninger har et ordensreglement, som indeholder regler, der kan bruges til at regulere støjende adfærd. Politiet har kun mulighed for at gribe ind, hvis der er tale om støj i form af musik eller lignende. 

    Støj fra vindmøller

    Lovgivningen har krav både til afstanden til naboer og til vindmøllernes støjniveau. 

    Kommunen skal godkende planen for at opstille en vindmølle eller en gruppe af vindmøller. I den forbindelse undersøges det, om vindmøllerne vil komme i strid med reglerne om blandt andet naturbeskyttelse og beskyttelse af landskabet. Der er en fast grænse på fire gange møllens totalhøjde til nabobeboelse. Der er ikke mulighed for at dispensere for afstandsgrænsen.

    Her kan du læse mere om placering af vindmøller og afstandsgrænsen

    Før en vindmølle på land kan opføres, skal den anmeldes til kommunen. Her skal det blandt andet dokumenteres, at støjreglerne overholdes. Støjgrænserne gælder for den samlede støj fra alle vindmøller, så det kan ske, at en ansøgning om en ny vindmølle afvises, fordi der i forvejen er støj fra andre vindmøller i området. Der er ikke mulighed for, at kommunen kan dispensere fra støjreglerne. Efter at vindmøllen er sat op og kører, kan kommunen give påbud til ejeren om at få lavet støjmålinger, så der er sikkerhed for, at vindmøllebekendtgørelsens støjregler stadig er overholdt.

    Her kan du læse vejledningen fra Miljøstyrelsen om støj fra vindmøller

    Her kan du læse mere om støj fra vindmøller på Miljøstyrelsens hjemmeside

    Støj fra varmepumpe

    En varmepumpe kan være en god løsning, hvis du vil spare på energien. Hvis du har besluttet dig for at installere en luft til vand-varmepumpe, bør du finde en hensigtsmæssig placering af den udvendige del af varmepumpen for at undgå unødige støjgener for dig selv og dine omgivelser. Energistyrelsen har lanceret en guide, som kan hjælpe dig med at finde den optimale placering af din varmepumpe.

    Her kan du læse Energistyrelsens guide til installation af luft til vand-varmepumper

    Her kan du finde Energistyrelsens støjberegner  

    Miljøvagt

    Miljøvagten tilkaldes ved alle typer af akutte forureninger, hvor miljøet er truet. Miljøvagten er i besiddelse af en stor faglig ekspertise og råder over relevant måle- og prøveudtagningsudstyr.

    Inden du kontakter det lokale politi, skal du være klar til at besvare følgende spørgsmål:

    • dit eget navn, og hvordan man kan få fat på dig
    • forureningsstedet
    • forureningens art og om muligt dens omfang
    • forureningskilden, hvis det er muligt

    Hvis du opdager en forurening eller selv er ude for et forureningsuheld, så kontakt det lokale politi.

    Miljøvagten bliver kontaktet af politiet. Det kan være, at vi efterfølgende har brug for at ringe tilbage til dig for at få flere oplysninger - selvfølgelig kun hvis du selv vil. Jo før en forurening bliver anmeldt, jo mindre bliver skaden på miljøet.

    En hurtig indsats kan også begrænse de omkostninger, der kan følge med en forurening til for eksempel afværgeforanstaltninger og oprydning.

    Miljøvagten tilkaldes ved alle typer af akutte forureninger, hvor miljøet er truet.

    Det kan fx være forureninger af:

    • vandløb              
    • jord
    • kyster og strande
    • grundvand
    • luft

    Forureningen kan stamme fra landbrug, utætte olietanke, virksomheder, oplag af giftige stoffer, udledninger fra rensningsanlæg m.v.

    Først og fremmest gælder det om at stoppe forureningen og begrænse skaderne på natur og miljø så meget som muligt. Her er det Miljøvagtens opgave at rådgive og vejlede indsatslederen, og i mange tilfælde kendes kilden til forureningen ikke. I de tilfælde foretager Miljøvagten en opsporing.

    Når forureneren er fundet, er det Miljøvagtens opgave at indsamle bevismateriale til et eventuelt retligt efterspil. Det kan være prøver, der skal analyseres, fotos m.m.

    Kontakt

    Center for Teknik og Miljø

    Send digital post (kræver MitID)