Opstilling til Ældrerådsvalget
Hvis du ønsker at få indflydelse på forholdene for ældre i kommunen kan du stille op til Ældrerådsvalget den 18. november 2025. Du skal være valgbar, det betyder, at du skal opfylde nogle grundlæggende betingelser for at stille op og blive valgt ind i Ældrerådet. Ældrerådets opgave er at rådgive byrådet og de politiske udvalg i alle spørgsmål, der vedrører ældre.

Hvis du ønsker at få indflydelse på forholdene for ældre i kommunen kan du stille op til Ældrerådsvalget den 18. november 2025, hvor der også er Kommunal- og regionsrådsvalg. Her på siden har vi samlet en række informationer om, hvordan du stiller op som kandidat til Ældrerådsvalget.
For kandidater
Du skal være valgbar for at stille op til Ældrerådsvalget. Personer, der har fast bopæl i kommunen og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til Ældrerådet jf. Ældrelovens § 36, stk. 2.
Du kan få udleveret formularen til kandidatlisten af Ældrerådet eller hos kommunen, hvis du ønsker at stille op til valget. Formularen kan også downloades her på hjemmesiden (se link nedenfor).
Formularen udleveres ved henvendelse til Ældrerådets formand (Leila Frandsen: lfr@aer4700.dk) eller sekretær (Uffe Tvede Hansen: Uth@aernaestved.dk) eller i Informationen på Rådhuset i Teatergade 8, 4700 Næstved.
Hvis du ikke i forvejen sidder i Ældrerådet, så skal du som kandidat anbefales af mindst 5 vælgere (stillere) i den kommune, hvor du vil stille op til Ældrerådet. Stillerne skriver under på, at de ønsker, at kandidaten stiller op.
Nuværende ældrerådsmedlemmer, der genopstiller behøver ikke at samle underskrifter fra stillere.
Det er en god idé at indsamle lidt flere underskrifter fra stillere end det antal, der som minimum kræves for at stille op. Nogle af stillerne kan siden have skrevet under for andre kandidater, være flyttet eller være afgået ved døden, og så tæller de ikke med i kandidatlisteanmeldelsen.
Kandidatlisten indleveres senest tirsdag den 16. september 2025 kl. 12.00 til Center for Politik og Strategi, Byrådssekretariatet, Teatergade 8, 4700 Næstved. Blanketten kan afleveres i informationen.
Valgbestyrelsen består af
Leila Frandsen, formand for Ældrerådet i Næstved
Michael Perch, formand for Socialudvalget