Ny vandrerute er på vej

Der er 1800 vandrestier i Danmark, og derfor er det nødvendigt, at Vandrelandet Selandia ikke blot er endnu en vandrerute blandt mange, men at Vandrelandet Selandia kan differentieres entydigt og
attraktivt. Vandrelandet består af mangfoldige og pittoreske landskaber og unikke kulturhistoriske steder, men sammenlignet med andre regioner i Europa er det ikke umiddelbart et territorium, hvor naturen kan karakteriseres som storslået eller selvforklarende, som eksempelvis Vesterhavet eller Møns Klint.

Stedets ånd skal derfor understøttes af indramning og forklaring, hvis de besøgende skal sikres en god og mindeværdig oplevelse. Naturen og de kulturhistoriske elementer skal hjælpes på vej med fortællinger, faciliteter, installationer og signaturoplevelser, som kan tilgængeliggøre og forstærke oplevelsen af stederne langs ruten.
Dette skal ikke forstås som en tivolisering, men som en formidling og i nogen grad en manifestation af stedets ånd. Det er samtidig en podning af vandrernes sanser og intellekt med funktionelt (oplevelses-)design, kunst og kulturformidling, adfærdsmæssige virkemidler samt formidling, som skaber en sammenhængende og værdifuld oplevelse. Steder kan manifesteres med såkaldt placemaking, som kan have mange former og virkemidler. Under tiden er placemaking spektakulær, som i tilfældet Skovtårnet eller Ekkodal stien på Bornholm. Andre gange handler det om kuriøse indslag som ”Regiomaten” langs vandreruterne i Norditalien – en automat, hvor man kan trække lokalt producerede drikke og fødevarer.
I manifesteringen af stedet er det nødvendigt med basal service og infrastruktur til vandrerne: De basale funktioner er karakteriseret ved:

• Vandrerne har nogle basale behov, som skal opfyldes på konkrete steder langs vandreruten. Helt overordnet er der tale om toiletter, pausesteder, borde og bænke, pavilloner, overnatningssteder, forplejningssteder og at komme af med skrald. Som vi skal se nedenfor, kan funktionaliteten også
  være installationer designet til stedet, som eksempelvis livreddertårnet på Bellevue Strand.

• Vandrerne skal opleve, at naturen er tilgængelig, og konkret betyder det, at jo tættere du kan komme på vandet, trækronerne, åløbet, moserne, kalken og landskaberne, jo større oplevelse. Helt overordnet er der tale om udsigtsplatforme, broer, fugletårne og board walks, formidling og wayfinding.

De tre P´er dækker over, at der kan være konceptuel og brandingmæssig fordel i at tænke utraditionelt og skabe faciliteter som skilte, bænke, toiletter som ikke blot er rene funktioner, men også har en æstetisk, arkitektonisk eller kunstnerisk værdi. Dette skal understøtte stedets identitet og koncept og dermed den samlende fortælling, der danner rammen en attraktiv helhedsoplevelse for vandreturisterne. De tre P’er er:

• Positive forstyrrelser: Begrebet positive forstyrrelser i en vandrekontekst
  dækker over, at der langs vandreruten er designet forskellige variationer,
  der forstyrrer vandringen. Det kan fx være at den lineære grussti skifter til
  en boardwalk, der slanger sig mere gennem landskabet. Eller at stien løftes
  til trækroner og eller bliver til en hængebro over en mindre kløft.
  Installationerne ændrer perspektivet, bryder rytmen og skaber variation i
  vandringen. De positive forstyrrelser styrker også gæsternes sanser, og
  kan være med til at skabe anderledes og uforudsete oplevelser, som på
  grund af deres uventethed eller særegne karakter bliver mindeværdige
  oplevelser.

• Pudsigheder: På en vandrerute (især en certificeret) forventes det, at der
  er god rekreativ infrastruktur og relevante faciliteter. Ved at indpakke dem
  i positive forstyrrelser kan de overraske positivt og være med til at skabe
  en identitet og kendemærker for vandreruten (brand scapes). På samme
  måde kan kunst overraske på en vandrerute. Stedsspecifik kunst kan med
  sine æstetiske greb, så og sige være med til at vende naturen og
  landskaber og skabe pudsige oplevelser, som skærper sanserne og ser
  naturen på en ny måde. Danske kunstnere som Olafur Eliasson, Jeppe Hein
  og kunstner-gruppen AVPD har stor succes med ”pudsig” kunst i offentlige
  rum og i naturen, ligesom store internationale kunstner som Dan Graham
  og James Turrell har skabt mange værker til at stå i naturen og interagere
  med gæsterne, som kommer forbi.

• Posering: Ofte er attraktive, effektive, pudsige oplevelser og positive
  forstyrrelser omgivet af æstetiske tiltalende rammer, der i sig selv skaber
  grobund for at være delbare og Instagrammable oplevelser. De delbare
  oplevelser er med til at forlænge mindet, og når det bliver delt på et socialt
  medie, er det en del af din selvfortælling. Men oplevelser, der bliver delt af
  mange, er også med til at skabe et sted og en forestilling om et sted og et
  vigtigt placemaking element.

Klimabevidsthed og bæredygtig turisme er mere end en global megatrend.
Det er en samlende politisk dagsorden både i Danmark og i lande, som vi i
turismesammenhæng normalt omtaler som vores nærmarkeder. Det påvirker
allerede turismen bredt og turisters efterspørgsel, krav og forventninger.
Ifølge talrige internationale rapporter stiger befolkningernes klimabevidsthed
og fokus på bæredygtighed og biodiversitet mv. – også i rollen som turister og
især blandt yngre generationer.

Samtidig søger de yngre generationer imod unikke bæredygtige
naturoplevelser, der ikke påvirker naturen negativt, som ikke fremstår
”turistet” og som ikke er overrendte. For flere turister er en bæredygtig
livsførelse en selvfølgelighed, hvor naturen er friheden, og minimalismen er
rettesnor i forbruget. Her kan (periodevis) fravær af medier og kommercielle
fristelser opleves som en luksus.

Forbrugsstudier viser, at bæredygtigheden ofte udspringer af det personlige
værdisæt og fungerer som identitetsmarkør for den enkelte. Det handler med
andre ord ikke alene om at være bæredygtig i sin adfærd, men også om at vise
og kommunikere det til sin omverden. Dette rammer kombinationen af
minimalistisk overdådighed og de tre P´er, som blandt andet betoner
instagrammable moments og verdensdesign, en holistisk livsstil og social
wellness. Det er et mønster, som især adresserer og kendetegner yngre
generationer (Y og Z) for hvem livets spejlflade i høj grad er digital, men det
gælder også long tail segmenter i alle aldre, som har helt særlige
interessefællesskaber indenfor eksempelvis design, arkitektur, mad, kultur
og natur.

Returturisme er vores ord for turisme, som giver tilbage til det lokalsamfund
og den natur, hvor den finder sted. Paradoksalt nok lider turismen af, at
sektoren tilbyder et produkt, som flere og flere af dens kunder ikke
identificerer sig med, idet langt de fleste af os ikke ønsker at bære
betegnelsen turister. Mange mennesker vil hellere besøge steder, hvor man
for en kort stund oplever og interagere med lokallivet - og ikke vil være
passive globale turister på all-inclusive-habitater. Localhood betyder, at de
lokale og besøgende ikke kun sameksisterer, men interagerer omkring fælles
oplevelser af lokalsamfundet, hvor menneskelige relationer er
omdrejningspunktet.

Det gælder om skabe en balance, hvor gæsterne oplever lokal liveability
samtidig med, at turismen faktisk tilfører ressourcer til det lokale kultur- og
naturliv. Det gælder med andre ord om at facilitere mødet mellem lokale og
besøgende i sammenhænge, hvor turismen kan bidrage til, at lokalsamfundet
bliver et bedre sted at arbejde og leve. Hvis turismen derfor opleves som
invasiv og som et slid på lokal infrastruktur, samfundsliv og natur, risikerer
man, at turismen gradvis mister sin opbakning (såkaldt social license) i
lokalbefolkningen. Vandrelandet Selandia skal derfor udvikles med ”returturisme
for øje. Turismen skal ikke være et mål i sig selv, men et middel til at
styrke de naturgivne, sociale, kulturelle og økonomiske ressourcer i
lokalsamfundet langs ruten.

Vi vil ud i naturen og mærke os selv. Coronakrisen har skabt en markant opblomstring i kyst- og naturturisme fra Danmarks hjemme- og nærmarkeder. Efter at have levet med lockdowns, lukket kulturliv, social
afstand, talrige zoom- og teams-møder, har de seneste feriesæsoner åbnet danskernes øjnene op for landets naturværdier og glæden ved alle former for udeliv og aktiviteter fra lystfiskeri til kitesurfing, shelter, sejlads, camping, cykling og ikke mindst vandring.

Både salget og udlejningen af feriehuse er boomet ligesom salget af lystbåde, autocampere og campingvogne er vokset med tocifrede procenter i 2020. Meget tyder på, at der ikke blot er tale om et midlertidigt behov for at komme ud i naturen skabt af corona-epidemiens nedlukninger, men derimod varige socioøkonomiske strukturforandringer og værdiskred, som bl.a. hænger sammen med nye arbejdslivsformer, fællesskaber og livsværdier. Ifølge Trendwatching er en opkommende og accelererende global megatrend, at udvikle forretningsmodeller til såkaldte ”burnouts”, hvor brands; ”rush to help those burnt by the pressure of modern life”.

Det er blevet en turismetendens at udvikle turismeprodukter og services, som inspirerer, understøtter eller videreudvikler selvudvikling og mental-sundhed. En tendens som spiller godt sammen med outdoor –og naturturister, hvoraf en del rejsende dels forventer at få renset sindet og blive klogere på sit eget jeg. Og dels ønsker at blive bedre til at klare sig i naturen på egen hånd, alt imens de opnår dybere viden om den natur, de besøger og bevæger sig igennem. Naturen giver mulighed for mental pause og selvudvikling på en anden måde end i byen. Naturen er blevet et get away fra hverdagens hektiske hamsterhjul og en kærkommen mulighed for en digital detox. Vandrelandet Selandia skal være at af landets foretrukne get away steder.

De fem designprincipper ovenfor er tænkt som retningsgivende for det udviklingsarbejde, som i de kommende år skal udvikle vandreruten. De fem principper skal sætte rammerne for de mange ”projekter i projektet” og
udviklingsmæssige tiltag, som skal gøre netop Selandia til en helt unik vandrerute i Danmark.