Gå til hovedindhold
Teknik og miljø
Natur

Vild Natur

Næstved Kommune deltog i 2021 i Miljøstyrelsens kampagne og konkurrence "Vild Natur". Få inspiration til at skabe mere vild natur i din have.

27. apr. 2021

Indhold

    I marts 2021 startede Miljøstyrelsen en kampagne for hele Danmark om at skabe mere vild natur. 92 kommuner i Danmark deltog i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune. Næstved Kommune var selvfølgelig også med.

    Du kan læse om kommunernes visioner og se hvilke andre kommuner, som deltog på www.dkvild.dk.

    Du kan også skabe mere vild natur i dit område eller i din have

    Uanset hvor meget plads du har at gøre med, kan du være med til at give mere plads til biodiversitet. Lad et hjørne gro vildt, saml kvasbunker eller plant insektvenlige blomster på altanen.

    Hvis vi alle gør lidt, så bliver det til rigtigt meget ny vild natur til gavn for flere bier, sommerfugle, insekter og andre vilde arter. 

    Miljøministeriet har samlet en masse inspiration til, hvad du kan gøre. Du kan læse mere på linket: https://dkvild.dk/borger/ 

    Du kan også printe skilte og vise, at du er med. Du kan læse mere på linket: https://dkvild.dk/borger/borger-vaerktoejskassen/

     

    Vi har samlet lidt viden og gode råd til dine nye vilde projekter til inspiration.

    I Rådmandshaven er vi i gang med at skabe 10 demo haver for at vise, hvordan du kan omlægge din græsplæne til en vild have.

    Oversigt over 10 haver

    Her er vores bedste tips til at gøre din have mere vild:

    Lav en permanent brændestabel til insekter og smådyr. Brændet bliver nedbrudt og bliver til en bolig til smådyr og insekter, og det giver føde til fuglene.

    Lav et kvashegn til insekter, fugle og smådyr fx et pindsvin.

    Lav en grushave til de vilde planter. Grus skaber et nærings­fattigt levested, som netop et det de sjældne planter kan lide. Hvis du lægger 10-15 cm grus ud på din græsplæne, vokser græsset ikke igennem. Du kan eventuelt også fjerne græstørven i kanten, hvor laget er tyndere. Så har du fået dig en grushave.

    Lav et sted til brændenælder og sommerfuglenes larver. Sommerfuglenes larver har brug for foderplanter (brændenælder). Det er her sommer­fuglene lægger deres æg, og larverne spiser planterne for at blive til voksne sommerfugle. Uden foderplanter til larverne får du ingen sommerfugle.

    Brændenælder er ukrudt i de fleste haver, men brændenælde er også foderplante for seks smukke danske sommerfugle: Nældens takvinge, dagpåfugleøje, det hvide C, tidsel­som­merfugl, admiral og nældesom­merfugl.

    Skab liv med vand i haven. En balje med store sten, en lille havedam eller blot et fuglebad – det giver liv i haven og masser af levesteder. Et fuglebad giver vand til fuglene, og en stor balje skaber derudover et levested til vandinsekter og tusser.

    Byg et insekthotel til kryb og kravl.

    Insekterne er i tilbagegang, fordi de mangler føde og levesteder. Et hjemmelavet insekthotel kan hjælpe insekterne.

    Dette krible-krable hotel er perfekt til smådyr som mariehøner, regnorme, edderkopper, biller, ørentvisten og bænke­bidere.

    De forskellige materialer skaber forskellige levesteder, så der kan bo forskellige insekter i de forskellige rum.

    Hvordan? Vores naturvejleder har bygget insekthotellet af nogle gamle paller, og ting du kan finde i skoven.

    Du kan også bygge et lille insekthotel, bare der er forskellige rum til forskellige materialer.

    Insekthotel i Rådmandshaven

    Så vilde planter i haven fra frø du selv har samlet i naturen

    De vilde planter er gennem tusindvis af år tilpasset de dyr og insekter, der lever i Danmark, så vilde planter gavner biodiversiteten mere end de forædlede sorter.

    Der går ca. tre måneder fra planterne blomstrer til frøene er modne. Når du har fundet et naturområde, hvor du gerne må samle frø, må du komme tilbage, når frøene er modne, så du kan samle dem.

    Husk kun at samle frøene, og ikke forstyrre fredede eller truede planter. Husk også at spørge ejeren om lov på private arealer.

    Lav en nem vild have med en staudemåtte. Køb færdige staudemåtter med vilde planter og rul dem ud i dit bed. Planterne i staudemåtten er ikke vilde danske planter, men mange insekter vil alligevel have glæde af planternes nektar og pollen. Blomsterne stammer fra andre dele af Europa. Det er de samme planteslægter og familier, som vi har i Danmark. Så hvis du ikke har super grønne fingre, er dette en nem måde at få lidt mere biodiver­sitet ind i haven.

    Lav et bed med vilde og ”tamme” planter.

    Du kan plante vilde planter sammen med stauder. Det giver et flot bed.

    Nogle stauder minder meget om deres vilde slægtninge. Det er sorter, der er forædlet fra de vilde planter. Planterne kan som regel levere pollen og nektar til insekterne, og de har lidt flottere farver eller lidt længere blomstring end deres vilde slægtninge.

    Ved at vælge planter, som i udseende minder meget om de vilde, er der størst chance for, at insekterne kan bruge dem.

    Lav en vild have med langt græs. Det lange græs giver ly og læ til en masse insekter.

    Græsset skal kun slås nogle få gange om året og gerne ujævnt.

    En græshave kan blive meget varieret under de rette forhold. På nærings­fattige jorde og i nærheden af store natur­områder er der gode muligheder for en mangfoldig græshave. Derfor er det en god idé at fjerne det afklippede græs, så området bliver nærings­fattigt.

    Lav en vild skyggehave. Du kan plante en skyggehave alle steder i din have, hvor der er skygge, fx på nordsiden af huset eller under buske og træer.

    Her kan der gro skovmærke, skovfrytle, almindelig mangeløv (skovbregne), hvide og gule anemoner eller fingerbøl. Det er vilde planter, som du normalt finder i skoven, men de kan også købes på planteskoler, så du kan lave din egen vilde skyggehave.

    Sæt fuglekasser op til fuglene. Hjælp fuglene på vej med en kasse, hvor de kan have deres rede. I de fleste haver mangler der steder, hvor fuglene kan have deres reder. Desuden er det en stor oplevelse at kunne følge fuglene og deres unger tæt på.

    Lad døde træer blive stående. Træruiner, dvs. døde træer, som står op, er fantastiske for svampe, insekter og fugle. Træet bliver langsomt nedbrudt, og der vokser svampe på det. Samtidig bliver det til en bolig til insekter, og det giver føde til fuglene.

    Fæld et træ og lad det blive liggende i haven. Når væltede eller fældede træer får lov at blive liggende bliver træet langsomt nedbrudt, og der vokser svampe på det. Samtidig bliver det til en bolig til insekter, og det giver føde til fuglene.

    Sommerfuglehaver.dk

    Gruppen er stiftet i 2014 og administreres af biolog og forfatter Michael Stoltze, som har ph.d. i danske dagsommerfugle. I dag driver han en sommerfuglehave på Koldekildehus midt i Almindingen på Bornholm.

    Sommerfuglehaver.dk er et fællesskab for alle, der holder af haver, sommerfugle og den vilde, danske natur.

    Gå til facebookgruppen, som handler om sommerfuglehaver.

    Bier i felten

    Siden har til formål at øge kendskabet til biernes udbredelse, økologi og forvaltning. Hvis man har spørgsmål eller ønsker artsbestemmelse af bier fra din have, er denne gruppe virkelig god.

    Gå til gruppen Bier i felten på Facebook.

    Biodiversitet.dk

    Faglig gruppe om biodiversitet i Danmark. Her finder du alle forskere og formidlere, der ved noget om emnet, ligesom rigtig mange journalister og politikere er med.

    Gå til facebookgruppen som handler om biodiversitet.

    Aktiviteter sammen med børn

    Hvis du mangler ideer til aktiviteter, du kan lave med dine børn, så er Kriblekrable hjemmesiden et besøg værd.

    Gå til Kriblekrable hjemmesiden.

    Miljøministeriet har igennem årene lavet en masse god materiale til børn i alle aldre.

    Gå på opdagelse på hjemmesiden

    Læs og lær i materialehæftet - Det er også min natur (PDF)

    Danmarks Naturfredningsforening

    Ønsker du inspiration og en masse viden om natur, bør du besøge Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.

    Gå til Danmarks Naturfredningsforening.

    Hos Danmarks Naturfredningsforening har man lavet en guide til, hvordan du nemmeste laver en blomstereng i din have.

    Gå til Danmarks Naturfredningsforenings guide til blomstereng

    Inspiration til plantevalg

    Der er mange steder, hvor du kan finde inspiration til valg af planter. Her er links til nogle af de sider, som kan være en hjælp til at komme i gang.

    Gå til Haveselskabets liste over hjemmehørende arter.

    Gå til staudemarkens hjemmeside med hjemmehørende arter.

    Miljø- og fødevarestyrelsen har også udarbejdet en hjemmeside, hvor du kan se hvilken type planter (træer og buske), som passer til ens egn og henviser til de hjemmehørende arter.

    Gå til hjemmesiden - Plantevalg.dk

    Praktisk økologi

    En side, hvor man kan inspirere hinanden, sprede viden, dele erfaringer, netværke og udfordre hinanden fagligt. Alle kan være med.

    Gå til landsforeningen Praktisk Økologi.

    I Rådmandshaven i Næstved Kommune er godt 2000 m2 af byparken omdannet til vild natur. Her kan du finde inspiration til hvordan din græsplæne kan blive vild. Her er kvashegn, fuglekasser, vilde planter, store sten, mad til sommerfuglenes larver, langt græs, staudemåtter, permanente brændestabler, skyggehave, insekthotel, store døde træer, bi venlige stauder, grushave og vand i haven. Se en kort film herunder.

    Foto herunder er fra projektet om den vilde Rådmandshave, hvor der i oktober 2021 blev skrabet græstørv af græsplanen og bliver etableret demonstrationshave med 10 forskellige eksempler.

    Forrige Næste

    Natur

    Næstved Kommune byder på masser af vild natur. Som kommune plejer og beskytter vi naturen, men vi har også brug for din hjælp til for eksempel at opdage bjørneklo. Du kan også ansøge om at få anlagt et vandhul eller en sø.

    Kanosejlads på Susåen

    Vil du sejle i kano, kajak eller andet fartøj på Susåen, Tystrup og Bavelse Sø? Så skal du være opmærksom på, at det kræver en kanonummerplade. Det er heller ikke er tilladt at sejle med motor eller el-motor. Det kan medføre en bøde.